At lære på den hårde måde..

I al det her kræfthalløj, har jeg virkelig lært hvem der er der når det virkelig gælder, hvem jeg kan regne med.

Når man står med så alvorlig en sygdom, så er der selvsagt ikke meget energi eller overskud til særlig meget. Heller ikke til at bede om hjælp og hvis man endelig får bedt om det, så har man sjældent overblik til at se hvad det er man har brug for hjælp til eller hvor det er bedst at få hjælp.

Det er vanvittig hårdt at få bare lidt normal hverdag med kræftdiagnose og 3 mindre børn til at fungere, og selvom vi har været så priviligerede at Danni har haft fri siden jeg fik min diagnose, så har vi virkelig manglet hænder indimellem.

Alting vælter, tøjvask, rengøring, madlavning.. Vi har aldrig i vores liv spist så meget junk som vi har de sidste knap 4 mdr, simpelthen fordi energien og overskuddet mange dage ikke er der til at lave mad.

I skrivende stund har jeg en maskine tøj der ligger, vådt, i maskinen og omkring 10 maskiner der mangler at blive vasket, men jeg aner ik hvornår det bliver gjort fordi det kræver uendelig mange kræfter for mig at gå ned i kælderen. Siden jeg fik min diagnose, har jeg konstant været bagud med at vaske tøj.

Rengøring er også en by i Rusland. Specielt på badeværelset.. Det er flovt!

Jeg har en bøn til folk der blir ramt af at være pårørende til en kræftpatient. Hjælp! Også selvom personen ikke selv beder om det! Man har ikke overskuddet til at bede om det og så er det desuden det værste i verden, at være til besvær! Ring og sig “i aften kommer jeg forbi med boller i karry, så ska i ikke tænker på mad” eller “på lørdag kommer jeg og støvsuger hele hytten for jer”..

Det betyder mere end nogen kan forestille sig og selvom det er bittesmå hverdags-ting, så letter det helt afsindigt for en der går igennem et så psykisk og fysisk hårdt forløb som et kræft forløb er, uanset længden. Og selvom personen virker til at have styr på alt udadtil, så er der ingen tvivl om at det hele er rodet og uoverskueligt inde bag facaden…