Knæk Cancer

Det er nok gået de færreste næser forbi, at det i denne uge er Knæk cancer uge.

Det har aldrig sagt mig det vilde, jeg har fulgt lidt med, set det store afslutningsshow og har doneret en smule, men det har aldrig været noget jeg er gået specielt meget op i.

I år er alt anerledes.

Jeg har prøvet det på egen krop og sjæl og det er stadig meget tæt på. Jeg er færdig med behandling og kræften skulle gerne være ude af min krop, men det er i allerhøjeste grad aktuelt endnu. Jeg kæmper med følgerne, blandt andet bivirkningerne af strålebehandling, som jeg afsluttede for små 3 uger siden. Og så er der det psykiske. Jeg har egentlig ikke haft de vilde negative reaktioner, og jeg forventer heller ikke at det kommer, og jeg er egentlig ikke led og ked af min egen situation, da jeg jo er kommet ret nemt og hurtigt igennem. Men mit hjerte bløder og mine øjne græder, når jeg ser alle de forfærdelige tilfælde som man hører om her i disse dage. Det rammer mig meget hårdere end det har gjort før jeg selv blev syg. Jeg tror det er en blanding af, at jeg ved, til en vis grad, hvilke følelser og tanker man går igennem og så frygt. For der er ingen tvivl om at jeg frygter et tilbagefald.

Jeg skal gå til kontrol de næste 10 år. Jeg har været igennem den første scanning af mine lunger og om 3 mdrs tid, skal hele min krop scannes. Jeg forventer at det bliver rent helved. Ventetiden, indtil jeg får svar, bliver det værste.

Da jeg for 3 mdr siden fik min kræft diagnose, blev jeg ringet op og kaldt ind til samtale, 1 uge før end jeg egentlig havde tid til at få svar på de prøver jeg havde fået taget. Det tror jeg kommer til at sidde i mig til hver kontrol. Det der sug i maven, koldsved og forvirring der opstod da jeg hørte sygeplejerskens stemme på min telefonsvare.

Jeg håber aldrig jeg skal opleve det igen.