Om begrænsninger..

Jeg er inde i en periode hvor jeg føler mig enormt fanget. Al det her kræftballade har sat en masse begrænsninger og det virkelig hårdt.

Jeg er ikke i mål med min genoptræning tvært imod, og jeg burde måske ha en lidt mere positiv tilgang til tingene fordi jeg endnu ikke ved hvordan fremtiden ser ud, men på den anden side har jeg allerede nu fået at vide at jeg ikke kommer til at bøje benet 100% normalt og det sætter altså bare nogle begrænsninger.

F.eks kommer jeg nok ikke til at cykle.. Det er dog en mindre ting, ikke noget jeg har gjort mig synderligt meget i. Koncerte og byture blir der endnu mindre af end der i forvejen, jeg kan ik holde til at stå og gå så meget. Vandrutchebaner ved jeg heller ik om blir en ting jeg kan fremover og så er der dans. Jeg elsker at danse til fester og i byen, men jeg mangler en muskel og med et knæ der ikke kan bøje, er det lige nu begrænset til at stå stille og vugge..

Men en af de ting jeg har sværest ved, det er at Pusle aldrig kommer til at opleve mig før jeg blev syg, hun kommer i hvert fald ik til at kunne huske det. Hun kommer kun til at opleve sin mor som lettere handicappet. Jeg kommer ikke til at løbe med hende, cykle med hende, kravle i træer, spille rundbold eller fodbold. Måske kommer jeg heller ikke til at kunne komme med op i forlystelserne i Tivoli med hende. Jeg har ikke kunne gå lange ture med barnevognen siden før jeg blev opereret og jeg har ikke lavet halvt så mange ting med hende i min barsel som med de 2 store.. Det er hårdere end man lige tror. De der små ting som man ikke regner for noget, er pludselig meget betydningsfulde!

Jeg er sådan en person der aldrig rigtig har gennemført noget.. Men for ca halvandet år siden begyndte jeg at løbe. Jeg satte mig for at lære at løbe 5 km på trods af at jeg virkelig ikke er sportstypen. Desværre fik jeg en skade som stoppede det, i den forbindelse satte jeg mig for at jeg ville løbe et halvmaraton en dag. Ikke noget om hvornår, men en eller anden dag ville jeg gerne kunne det. Det har kræften nu sat en stopper for. Så var der en der sagde “jamen så ka det være du kan gennemføre på en anden måde” og det er også sandt, men det er bare ikke det samme.

Apropos ikke at gennemføre noget, så sagde en af pigerne som jeg svømmer med til genoptræning, at jeg jo har gennemført én ting, nemlig et kræftforløb og det er så sandt som det er sagt… Og en eller anden dag, så håber jeg at komme der til hvor jeg kan sige at så gør jeg bare noget andet i stedet for de ting jeg ikke kan, men lige nu, der føler jeg mig taget til fange af en sygdom som heldigvis ikke er i min krop længere. Og det er fanme ikke sjovt…