Smerter og gråvejr…

Yndigt..

Hospitalsoutfittet som jeg ifører mig hver dag når jeg skal ned på 14 meters dybde. Jeg er lidt træt af hospitalstøj.

Men forhåbentlig har det snart en effekt. Det skal det simpelthen.. Jeg magter ik at ha brugt så mange timer i et trykkammer, hvis ikke det hjælper. Jeg vil SÅ gerne at det hjælper…

Jeg har haft mange smerter i dag og har virkelig kunne mærke hvor nødvendig min krykke stadig er. Jeg kan ikke gå længere distancer uden den, det går ud over mine hofter, mit knæ og mit skinneben. Nogen gange blir jeg overmodig og tænker “det går fint uden” men så går der lidt og så kommer smerterne. Og specielt sidst på dagen er der smerter, når ungerne er lagt, humper jeg ind til sofaen og smider mig.

Min hjerne er heller ik så god i dag, alting er sort. Lige i dag kunne jeg ikke en gang se solens stråler da den skinnede. Jeg er ensom og trist, og lige i dag synes jeg det er ualmindelig uretfærdigt at jeg skulle rammes af den skodsygdom. Og det er uretfærdigt at det skulle gøre mig handicappet..

Jeg har simpelthen så svært ved at acceptere at jeg ikke kan de samme ting, i samme omfang som før. I weekenden var jeg i Rødovre C med ungerne både lørdag og søndag og det er bare for dumt. Jeg kan ikke holde til det. Selvom søndagen kun var en hurtig tur og vi ikke var rundt i centeret, men kun stod og så Kristian fra ramasjangs show, så var min krop fuldstændig smadret da vi kom hjem. Men fordi jeg har så svart ved at acceptere det, så gær jeg det bare alligevel. Det er som om jeg glemmer at jeg er lidt mere udfordret end jeg var før og så kommer smerterne og trætheden først bagefter. Det er sgu lidt fjollet, jeg ved det godt, men det er ikke nemt at alt er vendt på hovedet.

En eller anden dag blir det bedre, det håber jeg virkelig..