Om en stor dag og en stor beslutning!

Et jubilæum og lidt om at stå stille..

Juli måned er en underlig størrelse. I hvert for for mig.

image

I dag ville min farmor ha haft fødselsdag, d. 1 juli var det ét år siden hun døde og i dag er det ét år siden vi begravede hende. Billedet er fra den sidste gang jeg besøgte hende inden hun gik bort. Hun var meget syg af alzheimers, men kunne heldigvis huske min bror og jeg.

I dag er det også et år siden at jeg blev ringet op af sekretæren på ortopædkirurgisk klinik på Rigshospitalet, som bad mig komme ind og få svar på min biopsi af mit deforme lår, 8 dage før planlagt.

I morgen er det ét år siden jeg fik beskeden om at det var en stor kræftknude jeg havde i mit lår og på onsdag er det ét år siden jeg blev opereret.

Det her år har været noget af det mest vanvittige jeg nogensinde har oplevet og aldrig har jeg haft så travlt, som efter jeg blev syg. Liiiidt forkert, i mine øjne, eftersom det burde være et år hvor man gearede ned og restituerede efter alvorlig sygdom. Men med behandlinger, genoptræning, møder med kommunen, møder med med jobbet, kontroller og hverdag oven i, så har der bare ik været tid til det. Det er frygteligt at rende rundt og føle at man ikke har tid eller plads til at komme sig, både fysisk men specielt psykisk!

Pt føler jeg at jeg stadig sidder fast den dag jeg fik beskeden inde på riget. Mit liv stoppede den dag, mens alle andre bare lever videre ude i virkeligheden. Det er nærmest sådan en “ud af kroppen” oplevelse, hvor jeg kan se hvordan tiden går, verden lever og udvikler sig, men jeg selv har ikke flyttet mig en millimeter. Og jeg ved ik hvordan jeg skal komme i gang med at leve igen. Alting går op i den sygdom og mit ben. Alting skal der tages hensyn til og jeg hader at kræften og følgevirkninger har fået så stor magt over mig og min fremtid. Jeg har intet at skulle have sagt, jeg er stemplet af alle, systemet, jobbet, menneskerne, det er nu mit handicap der bestemmer hvad jeg skal og ikke skal.

Jeg vil f.eks rigtig gerne på festival igen, men jeg ved simpelthen ik om jeg kan holde til det. Min krop blir så hurtigt træt og mit ben blir tung og gør ondt. Jeg hader at det skal stoppe mig.

Det samme med mit job, der er så meget tvivl fra alle andre om jeg kan fortsætte, at jeg næste selv har mistet troen. ALLE jeg møder sætter spørgsmålstegn ved om jeg nu også kan være i min funktion. Det er simpelthen så hårdt. Heldigvis blir jeg stædig når folk tvivler, måske også lidt for stædig, men jeg vil i hvert fald gør alt for at bevise at jeg godt kan, på trods af mit handicap!

Jeg har heller aldrig været så ensom, som jeg har været det sidste år. På trods af gode mennesker omkring mig, har det været min kamp og det har virkelig været ensomt. Men til gengæld har jeg det sidste år også mødt nogle virkelig skønne mennesker og har fået nogle veninder som jeg sætter meget stor pris på. Både igennem min træning, men også andre steder fra. De betyder alverden og nok lidt mere end de egentlig tror.

Og med den nærstående flytning håber jeg at vi kan få en ny start. Jeg håber det nemmere at slappe af og få ro i vores liv. Vi kommer tættere på mine forældre og det vil helt sikkert være en kæmpe hjælp i hverdagen at have dem tæt på.

12 dage!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om en stor dag og en stor beslutning!