Jeg skylder vidst noget..

Jeg er rask.

Det har været en vild rutchebane tur siden jeg fik svar på mine prøver i december. Derfor har jeg ikke fået opdateret her på bloggen, hvilket jeg har voldsom dårlig samvittighed over. Men det har været noget af en følelsesmæssig tur i hele registret og jeg har bare ik haft overskud til at skrive her. Så nu kommer der en lille Update…

D. 13 dec fik jeg taget en biopsi da lægerne på riget, ved en kontrol, mente at de måske havde fundet noget i mit ben som kunne være noget der ikke skulle være der. Det var SINDSSYGT smertefuldt og psykisk hårdt. Jeg tror hele riget kunne høre mig da de skulle lægge bedøvelse, det gjorde SÅ ondt. De skulle stikke lige direkte ned i det gamle ar og ikke nok med det, så er min hud og væv på låret, stenhårdt efter operation og 33 strålebehandlinger, lægen blev faktisk lidt overrasket over hvor sejt området var. Heldigvis fik de bedøvet mig ordentligt efter et par stik, så jeg mærkede ikke noget til selve biopsien. Dog var jeg virkelig øm og blå i lang tid efter, jeg tror der gik 3 uger før jeg ikke kunne mærke eller se noget.

Meningen var så at jeg skulle gå helt til d. 27 dec før jeg fik svar, jeg havde sat mig op til at det ville blive en dæmpet jul når nu jeg skulle tumle med tanker og nervøsitet, men allerede d. 16 dec ringede min tlf. Det var en læge fra riget som kunne overbringe mig den fantastiske nyhed, at der intet var at se i prøverne. Det var SÅ overvældende og selvfølgelig fantastisk! Og syret! Syret fordi jeg var herhjemme, Danni var her heldigvis, men det var virkelig vildt at ha gået og sat sig selv fuldstændig op til at være syg og med stor sandsynlighed skulle igennem en masse behandlinger og så fra det ene øjeblik til det andet, så er alt bare normalt. Ingen sygdom, ingen behandling. Og så at være herhjemme og bare skulle videre med dagen ovne på sådan en besked, det var syret.

Jeg synes faktisk det var ret svært. Min hjerne var bange længe efter. Inden jeg fik svaret, var jeg fuldstændig overbevist om at jeg var syg. Jeg havde den værste følelse i maven, hele min krop var sat op til at jeg var syg. Så jeg skulle vænne mig til, at jeg var rask, at der ikke var noget at være nervøs for eller bange for og det tog altså lidt tid.

Nervøsiteten er der stadig, men det tror jeg den vil være til den dag jeg ikke er her mere, sådan er det vidst bare når man har haft kræften i sig.