Lidt om syg mini og kontrolsvar

Om ensomhed, manglende drømme og alt det imellem…

Når jeg en gang imellem skriver lidt herinde, får jeg ofte at vide at det er flot at jeg deler så meget og åbent om mine følelser og tanker i forbindelse med alt det her cancer-ballade. Og jeg deler da også ting og tanker, og nogle dystre og mørke nogen af slagsen, nogengange. Men der er dælme også meget jeg ikke deler. Både fordi jeg ikke har lyst, men også fordi der er nogen tanker og følelser jeg skammer mig usigeligt meget over.

F.eks at jeg lever for mine børn og min mand, i øjeblikket. Bestemt ikke for min egen skyld. For jeg synes ikke livet er spor sjovt pt. Jovist der er gode stunder hvor tingene føles en smule normale og gode, men desværre er størstedelen af tiden grå og trist. Det er der mange årsager til, men overordnet set har alting, som de ofte gør, forandret sig gevaldigt efter jeg var syg. Det har vendt så meget op og ned på mit/vores liv og det blir nok aldrig det samme igen. Det er en kæmpe kamel at sluge og der skal virkelig arbejdes for at acceptere det.

Der er også det her med at det forventes at når man har haft kræft, og overlevet det, at man lever livet fuldt ud, udlever sine drømme, to the max, og alt det der, men det er mit overskud og liv generelt bare ik til. Jeg ville da ved Gud gerne rejse jorden rundt med en rygsæk eller lave en masse musik, sælge hus og biler og møbler osv og bare leve af kokosmælk på en strand i de varme lande og være økonomisk fri. Men det har jeg ikke mulighed for. Både af økonomiske årsager men også fordi jeg har en familie. Og minus overskud og energi. Og så er der ikke plads til drømme i min hjerne. Jo jeg drømmer om at få pudset vinduer, for det skal jeg i den grad lade op til. Jeg drømmer også om at få vasket gulvet i vores køkken fordi der efterhånenden er lidt form mange og lidt for store pletter.

Men det de enes store drømme om alt fra karriere til rejser og fremtidsplaner, det har jeg bare ik plads til i min overfyldte hjerne.. og hvad er man hvis man ikke har drømme…

Jeg har heller ik så meget tro på mig selv mere. Jeg har dælme svært ved at se hvad jeg kan. Jeg får hele tiden spørgsmålet “hvad vil du nu?” Jeg ved det ikke. Jeg kan ik rigtig noget.. jeg ku snakke med passagerer, jeg havde okay styr på billetter og jeg ku yde en service. Men det skal jeg ikke mere, så nu ved jeg ingenting. Jeg havde ikke andre planer end min hverdag med min billettang til den dag jeg (måske) sku gå hjem. De planer er der ikke mere, så nu ved jeg ingenting. Og det hjælper ikke at kommunefolk osv blir ved at spørge, uanset hvor meget jeg tænker, og jeg har VIRKELIG tænkt meget, så kommer der intet frem hvor jeg tænker “dét vil jeg gerne!”.. Igen, hvad er man når drømmene er forsvundet..

der er alle tankerne om fremtiden, om min krop som bare blir svagere og svagere med smerte og jeg ved ikke hvad. Om kontroller og svar og ensomheden, Åhh ja ensomheden som æder mig op og får mig til at tvivle på om jeg nogensinde har sat spor i nogen. Er der nogen der mindes mig.. Det lyder sgu lidt pladder sentimitalt, men den ensomhed… aldrig har jeg været så ensom..

og så er der alt det som er for personligt og for skammeligt at fortælle om…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Lidt om syg mini og kontrolsvar