Om ensomhed, manglende drømme og alt det imellem...

Et lille pip, om tiden der er gået og om fremtiden….

Hvordan hulan starter man op igen, efter så lang tid?

Igår blev jeg spurgt om jeg stadig skriver på min blog. Jeg blev totalt overrasket, ikke over spørgsmålet, men over at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle svare. Det blev sådan lidt “eehm, nja… Nej. Det gør jeg egentlig ikke…” I mit krøllede hoved føler jeg at jeg skrev herinde så sent som i sidste uge, men sandheden er jo at der er gået forfærdelig lang tid siden sidst. Det er mega ærgerligt fordi jeg virkelig gerne vil. Jeg har en helt masse på hjertet, men jeg har bare haft så svært ved at få det ud. Det har været en svær periode med mange tanker, hvor jeg er været mere mørk i sindet end hvad godt er. Jeg har den her frygt i mig for at andre vil læse mine negative tanker og så flygte, fordi det bliver for melankolsk og tudeagtigt. Hvilket jo er egentlig er åndssvagt, for jeg lavede bloggen for at kunne komme af med de her tanker et sted og ikke for at please andre.

Nu tænker jeg at jeg tager den her fra. Jeg laver en kort update og så begynder jeg fra nu.

I tiden siden sidste indlæg er min praktik blevet afsluttet, jeg har været en klumpedumpe og brækket foden, og jeg har mistet min farfar til alderdom, noget, der på trods af at jeg ikke havde det tætteste forhold til min farfar, stadig sidder dybt i mig. Jeg har kæmpet mig til et forløb i et træningscenter gennem kommunen for at styrke min krop, hvor jeg nu går 3 gange om ugen. Jeg har holdt sommerferie med pigerne med foden i “gips”, været i sommerland sjælland og hentet min svige inde i lufthavnen efter hun har boet et år i malaga. Jeg har sendt Alberte i 0.klasse og Bella i 1.klasse. Jeg har brugt ufattelig lang tid på at smøre madpakker og rydde op efter pigerne. Jeg har holdt sommerfest og fået nye gode venner. Jeg har grædt over at kræften har taget Stine, en af dem der var med til at starte Ungkræft, på trods af at jeg kun mødte hende få gange. Jeg har hæklet en taske. Og så er jeg blevet tilbudt en operation.

Endelig. D. 15 november skal jeg opereres. Jeg skal have fjernet arvæv for at få mere funktion i benet. De starter med en kikkertoperation i knæet, er det ikke nok, åbner de op i det gamle ar. I bedste fald kan de nøjes med at gå ind gennem knæet, er jeg uheldig forlænger de mit ar op til hoften. Efter operationen skal jeg i hvert fald være indlagt i 14 dage hvoraf den første uge bliver med bedøvelse gennem ryggen så de kan træne benet uden jeg har smerter. Det bliver vanvittigt og mega giga hårdt. Både i forhold til smerter, men i den grad også i forhold til pigerne og Danni.

Jeg skal nok klare mig igennem, det gør jeg altid, men hold op hvor er jeg nervøs for Danni og pigerne. Jeg er sikker på at de nok skal klare tingene sådan rent praktisk, men uhh hvor er jeg nervøs for at jeg skal undvære dem og de skal undvære mig. Og shit hvor er jeg nervøs for tiden efter, når jeg kommer hjem. Lægen der ringede og fortalte hvordan tingene skulle foregå, stivnede helt da jeg fortalte at jeg har 3 børn. Han fik fremstammet at jeg altså bare skulle vide at jeg ikke kan være mor når jeg kommer hjem da jeg kommer til at have massive smerter og mit fokus skal være 100% på træning. Det skal lige sluges og bearbejdes. Det blive benhårdt muligvis at skulle afvise pigerne, specielt Pusle. Heldigvis er far lige så god som mor og pigerne er så fantastiske så jeg er fuldt ud sikker på at de kommer til at være mindst lige så seje som sidste gang. Og dog er jeg stadig nervøs for deres mulige reaktion på det hele. Og Dannis. Han knokler r**** ud af bukserne for at tingene skal hænge sammen herhjemme, men der er også grænser for hvad han kan holde til.

Men det er jo en investering i fremtiden og jeg har valgt at tro på at det kommer til at hjælpe mig så meget at jeg en dag kan komme ud og få et helt normalt job, uden noget flexordning eller noget som helst. Jeg drømmer også om at kunne cykle igen og måske endda løbe! Det kunne være SÅ vildt!

Det er klart nok det der fylder mest i øjeblikket og jeg tænker at holde gang i bloggen nu, blandt andet med tanker omkring det, for Jesus i himlen, dem er der mange af…..

Stay tuned.

Adios

4

  • Inger

    Hvor er du bare sej Rikke- sender de varmeste tanker og håb for et godt forløb. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Hvor er det fint skrevet Rikke. Kan godt forstå, at du har hovedet fuld af tanker om både din egen situation og Danni og pigernes. Det lyder også til at være en kæmpe omgang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Morgensol

      Tusind tak Caroline. 🙂 Det blir virkelig en stor omgang, så det er nok meget naturligt at være lidt nervøs.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om ensomhed, manglende drømme og alt det imellem...