Lidt om gamle kollegaer..

Det er ingen hemmelighed at jeg igennem og efter mit forløb, har været virkelig ensom. Det har været ekstremt hårdt og virkelig trist.

Og det er ikke blevet mindre efter jeg mistede mit job, specielt fordi Danni jo stadig er ansat i firmaet. Jeg savner mit arbejde, ikke så meget selve firmaet og bestemt ikke ledelsen, men selve arbejdet, kontakten med kunderne og helt ekstremt kollegaerne! Jeg havde de bedste kollegaer i verden.

Det er sådan, at når man arbejder der, så bliver ens kollegaer, ens omgangskreds. Så nu hvor jeg ikke længere er ansat, så føler jeg at jeg er blevet fyret fra min vennekreds. Jeg ved at der stadig er en masse mennesker derinde der holder af mig og tænker på mig og jeg ved at de sender hilsner med hjem med Danni, men jeg ser dem ikke hver dag længere og jeg er ikke med i snakken og jeg er sindssygt ræd for at blive glemt.

Det slog mig, at det er sådan jeg har det, da Danni var til sommerfest med en masse kollegaer forleden. Hold fast, hvor var det hårdt at vide af han skulle ind og hygge og feste med så mange dejlige mennesker og jeg bare skulle sidde herhjemme. Jeg er ellers ikke jaloux anlagt, men lige med det her får jeg simpelthen så ondt i maven. Det er en gruppe af mennesker jeg holder helt utroligt meget af, hvor jeg nu føler mig totalt uden for den gruppe, uden at der er nogen der holder mig uden for. Sådan er det jo bare når man ikke længere er ansat.

Jeg tror aldrig at jeg finder et job igen, med så gode kollegaer. Det er helt unikt.. til gengæld glæder jeg mig til at få bare en eller anden form for kollegaer eller kontakt med andre voksne igen. Shit hvor blir man sær af at gå hjemme..