1 år…

Wauw

Så skulle der gå et helt år før jeg igen fik åbnet bloggen op og skriblet noget ned. Men sikke et år!! Der er sket helt vanvittigt meget. Jeg tænker lige at give en update, men der er sket så meget, at det bliver over 2-3 indlæg. Jeg skal dog prøve at gøre det nogenlunde kort.

Jeg kan se, at sidst jeg har skrevet, var i dec. 17. Kort før jeg, efter planen, skulle have været opereret. Det skete så bare ikke. Lægen aflyste nogle dage før, da han ikke ville være på hospitalet julen over og derfor ikke mente det var optimalt at jeg var indlagt. Han ville gerne selv være der og overvåge og følge mig, han stolede ikke på at de øvrige læger, sygeplejersker og fysser ville vide hvordan de skulle behandle min “tilstand” efterfølgende. Så operationen blev udsat, den nye tid blev d. 11 januar, lige på Pusles fødselsdag. Men der var jeg så, så uheldig at brække lilletåen og derfor blev der endnu en gang udsættelse.

Den endelige dato blev d. 26 marts. Den hurtige læser vil bemærke at det var lige op til påske. Derfor ringede jeg til lægen for at høre om vi endnu en gang skulle udsætte. Han havde jo sagt at han ikke var der i helligdagene over julen, så jeg ville sikre mig at jeg ikke blev indlagt hvis han heller ikke var der hen over påsken.

Dog mente lægen ikke at der var grund til at udsætte endnu en gang.

Jeg var rolig ved hans beslutning og da dagen kom, var jeg nervøs, men følte mig i gode hænder.

Jeg blev opereret og efterfølgende kom lægen op for at tale med mig. Han fortalte at alt var gået efter planen, og allerede der kunne jeg bøje benet ca 70 grader mod de 20-30 grader før OP. Men…

Da lægen havde snakket færdig sagde han så noget i stil med “ja så ses vi på næste mandag, jeg har ferie nu!“! What!?!

Gudhjælpemig om ikke manden havde ferie i påsken. Hvorfor i alverden skulle vi så aflyse i julen og helt hen i påsken når nu han heller ikke var der, der.

Nå, men jeg måtte jo bare stole på at personalet omkring mig vidste hvad de gjorde. Det gjorde de så bare ikke…

Jeg lå med rygmarvsbedøvelse ud i begge ben, venstre ben helt bundet ind og spændt op i en 70 grader stilling, drop og slanger. Allerede dagen efter begyndte jeg at få smerte i mit underben og ud i foden, på trods af at jeg jo var fuldstændig bedøvet, plus det var i låret jeg var opereret. Lægerne havde svært ved at smertedække mig og jeg tror samtlige læger var inde hos mig i løbet af de næste 4 dage. De anede ikke hvad de skulle gøre med mig. Ingen vidste hvad næste skridt var, hvornår jeg skulle have forbindingen af, hvornår jeg måtte komme ud af sengen osv. Men jeg kunne mærke at noget var galt.

Fredag kommer der nogle læger ind til mig og beslutter at nu skal den forbinding af, for at se hvordan benet så ud indenunder. En sårsygeplejerske, som havde været meget over mig og. gjort alt hvad hun kunne, var også med inde over. Da de tog forbindingen af, kom der er forfærdeligt syn frem. Over alt på benet, havde jeg KÆMPE store vabler, på størrelse med en halv tennisbold. Den ene bristede lige som de tog forbindingen af, det var absolut ikke et rart syn.

Første del af min lille føljeton, slutter her. Mega tarveligt sted, but life’s not always fair. Fortsættelse følger….