1 år...

Part 2.

I mit sidste indlæg, begyndte jeg fortællingen om hvad der skulle have været en forholdsvis harmløs operation for at fjerne arvæv så jeg igen kunne bøje mit ben, men som endte noget anerledes. Jeg tænker vi fortsætter hvor vi slap, men først vil jeg lige advare mod nogle af billederne. Er man sart i forhold til sår osv, skal man nok ikke læse videre. Jeg deler selvfølgelig moderat, men der er altså billeder om nogle nok vil synes er klamme.

 

Efter bandagen var fjernet, var der igen hvad der føltes som 100 læger forbi at se på mig. Udover de enorme vabler, var mit ben også über hævet , nærmest så huden var ved at sprækkes. Jeg havde fortsat mange smerte i underbenet, som lægerne havde svært ved at smertedække . En eller 2 dage forinden fik jeg også fjernet rygmarvsbedøvelsen, men min fod “vågnede” aldrig.

Jeg fik i løbet af ugen genoptræning i sengen, bla med en maskine hvor benet blev lagt på et leje og så spændt fast og så kørte den frem og tilbage så benet bøjede, jeg var oppe på ca 70 grader.

Lægerne snakkede lidt frem og tilbage og én nævnte bla. kompartment syndrom, som er når musklerne ikke kan hæve inde i benet feks pga for stram forbinding, så lukker hævelsen af for blodtilførslen, så musklerne ikke får ilt og dermed dør langsomt, men det mente han ikke det var. De mente det var en overfladisk infektion i såret og at jeg havde en allergisk reaktion på noget vat der var sat under forbindingen. På det her tidspunkt var jeg udkørt!

Dagen efter, altså lørdag, om eftermiddagen, kommer der pludselig en læge ind på min stue. Han spørger hvornår jeg sidst har spist, jeg svarer at jeg ikke har fået noget siden morgenmaden, hvortil han svarer noget i stil med “fint, du skal ned til operation om 2 timer.”. Bang. Ikke lige hvad jeg havde regnet med.

Indimellem alt dette sker, deler jeg jo så stue med en masse forskellige mennesker. Jeg startede ud med en sød ældre dame, som blev udskrevet dagen efter jeg kom. Så lå jeg alene nogle dage og så fik jeg selskab af en skabekone uden lige. Hun græd og græd fordi hun havde skuffet sin mand ved at få betændelse i et gammelt sår så hun skulle opereres, så han måtte udskyde sin påskefrokost som han jo havde glædet sig så meget til. Hun snakkede VOLDSOMT meget og i løbet af få timer vidste jeg nærmest alt om hende, bla at hendes mand var en idiot, men altid var der når hun havde brug for ham. Og så snorkede hun!! Så jeg ikke fik lukket et øje og fik et kæmpe sammenbrud næste morgen af udmattelse. Heldigvis kunne sygeplejerskerne godt se at det ikke var holdbart, så hun blev flyttet og jeg lå igen alene for en tid.

Da jeg kom tilbage fra operationen, fik jeg den forfærdelige besked, at der havde været tale om det førnævnte kompartmentsyndrom. De havde derfor åbnet mig op på begge sider af hele læggen, fjernet så meget dødt væv som muligt, lukket sårene til med svampe, bundet benet ind i film og tilsluttet en vakuummaskine til mit ben som skulle sidde og suge snask og væske ud 24/7.  Det var virkelig voldsomt og det føltes som om jeg blev slået tilbage, langt før start. Jeg fik at vide at de ikke kunne sige hvilke konsekvenser det ville få, men at jeg formegentlig ville få alvorlige mén af det. Min fod var fortsat lammet og de kunne heller ikke sige om følelsen ville komme igen i den, men de håbede at der ville ske fremskridt med den i løbet af få dage. Jeg fik også at vide at jeg skulle gennemgå en del operationer endnu med få dages mellemrum, hvor de fjernede svampene, undersøgte om mere væv var dødt, evt fjernelse af det og så lukke til igen med svampe og vakuum, indtil der ikke døde mere væv. Det betød også et de 14 dage-3 ugers indlæggelse der var planlagt, nu blev forlænget på ubestemt tid. Jeg var ødelagt..

 

Fortsættelse følger….

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Smid endelig en kommentar. Det varmer så meget når folk følger med og støtter.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

1 år...