Part 4.

Om 10 dage er det et år siden jeg fik foretaget den oprindelige operation. Det er virkelig mærkeligt at tænke på. Det år er bare gået så sindssygt stærkt! Derfor tænkte jeg at jeg heller måtte komme videre med føljetonen.

Som skrevet, blev jeg opereret i alt 5 gange for kompartment syndrom. Imellem operationerne, havde jeg også besøg af et par plastikkirurger da planen var, at der skulle transplanteres hud og muskler fra ryggen og højre lår, for at lappe venstre læg sammen. Det var sgu ikke så sjovt at ligge og få info om. Og tanken om at mit ben var total skamferet og at resten af min krop nu også skulle skæres i, det var virkelig hårdt! Samtidig var min epidural, altså rygmarvsbedøvelse, blevet fjernet og jeg havde igen følelse i mit ødelagte ben, men min fod var stadig følelsesløs. Som i lam. Den kunne ingenting. På trods af det, havde jeg svære smerter i den. En følelse af at nogen stod og skar i indersiden af min fod med en brødkniv. Der var også en læge som kom og lyttede efter pulsen i foden og undersøgte blodtilførslen. Det er sådan at man kan måle pulsen 3 steder i foden. desværre var det kun den ene de kunne finde, hvilket jo blot bekræftede at skaden var temmelig stor.

D. 11 april kom C. (overlægen) op til mig på min stue. Jeg var på det tidspunkt kommet ud af semi, røget frem og tilbage dertil et par gange, men havde base i opgang 3 på en “alm” stue. Dagen før var jeg blevet opereret for 5. gang for kompartment. Han havde ikke gode nyheder med. Han fortalte at de havde gjort hvad de kunne, men at der simpelthen ikke var mere muskel i mit underben. Jeg havde 2 muligheder.

1. Jeg kunne beholde mit ben. Men jeg ville kun kunne støtte på det og min fod ville være lam. Ingen kunne sige om følelsen ville komme igen, eller om væv og nerver var for beskadiget. Jeg ville skulle sidde i kørestol.
2. Jeg kunne få amputeret mit ben lige over knæet.

Jeg havde intet valg.

C. informerede mig om at det ville ske allerede dagen efter, d. 12 april. Jeg var alene da jeg fik beskeden. Jeg ringede til Danni og han gik nærmest i chok. Han havde lige afleveret pigerne da jeg fik fat i ham, han var lige steget ud af bilen herhjemme, men sprang ind i den igen og fik fremstammet at han kom ind på hospitalet med det samme. Jeg tror vi snakkede sammen i 30 sek. og da vi havde lagt på, blev jeg virkelig bange. Bange for om han var i stand til at køre helt til kbh eller om han var for chokeret. Vi havde faktisk selv haft amputation oppe at vende. Mit ben var så ødelagt og jeg havde så mange smerter, at jeg mange gange i løbet af den korte tid, tænkte at det ville være nemmere uden benet. Men på trods af det, var det jo selvsagt en kæmpe knytnæve at få i ansigtet.

Jeg ringede til min mor og fortalte hvordan det hang sammen og om min bekymring for Danni. Min mor har altid kunne få Danni ned på jorden, så jeg bad hende ringe til Danni og sikre sig at han var ok, men før vi havde lagt på, ringede han til mig. Han havde sundet sig og var meget mere fattet og rolig. Så fattet og rolig som man nu kan være i sådan en situation.

Det var et hårdt døgn. Vi fik ringet og skrevet til dem vi havde overskud til og da det blev aften, fik Danni helt ekstraordinært og lidt tystys, lov til at sove hos mig. Vi lå i ske hele natten. Jeg græd en del, men var meget taknemlig for at have Danni ved min side.

Nu er der brug for pause.. Det kommer tæt på når man skal genfortælle..

x x x