part 5

Videre med historien… Jeg forsøger at finde energi til at skrive lidt oftere, jeg prøver!

 

Ved at jeg valgte amputation, var der faktisk også den fordel at jeg ikke behøvede alle de her transplantationer af hud og muskler, hvilket jo betød at jeg undgik yderlig skamfering af min krop. Det betød også færre operationer, alt i alt en kæmpe lettelse.

Om morgenen på operationdagen, fik jeg besøg af en anden læge, en lille udenlandsk mand som jeg tidligere var blevet opereret af i forbindelse med en af kompartment-operationerne. Han begyndte at fortælle vidt og bredt om den forestående operation, bla begyndte han at snakke om transplantationer af muskler fra ryggen. Jeg gik helt i sort. Prøvede at forklare at det ikke var det jeg havde aftalt med C., men han insisterede på, at det var det der skulle ske. Jeg brød helt sammen. Vi fik tilkaldt en sygeplejesker og jeg var “heldigvis” så panisk, at de ringede til C. som kom LØBENDE op på min stue, hvor en portør nu var ankommet for at køre mig ned på operationsgangen. Han fik beroliget mig og forsikret mig om at tingene blev som han og jeg havde aftalt dagen før, han havde det sidste ord og skulle selv operere mig. Den anden læge var “hjælper” under operationen.

På trods af beroligelsen, var det den længste tur med en portør, EVER. Jeg græd, nej jeg HULKEDE, hele vejen ned til OP. Jeg tror hele hospitalet kunne høre mig og jeg bandede og svovlede W. langt væk! Jeg var nærmest i chok da vi først nåede operationsgangen. Jeg var så gal på den klaphat af en læge som havde været så sløset og nu var skyld i at jeg var på ind i narkose for at blive invalideret for livet. Inde på operationsstuen var narkoselæger, sygeplejersker og hvad der ellers var personale, absolut heller ikke i tvivl om hvad jeg mente om W. og hvor frustreret jeg var over at være endt hvor jeg var pga ham. Det mest skræmmende var, at de var enige. Alle, også på 16. sal var rystede over mit forløb og jeg blev nærmest vist frem. Ikke nærmest, det gjorde jeg. Jeg tror samtlige læge på 16. sal var inde og se på mig.

På operationsstuen havde jeg Danni med mig. Han var med inde når jeg blev lagt i narkose ved alle operationerne, pånær 2, tror jeg. Han holdt min hånd når jeg blev sluset ind i søvnen. Jeg var efterhånden blevet opereret så mange gange at det blev en rutine. Jeg kendte også lidt af personalet efterhånden. Bla var der en narkosesygeplejerske der hed Søren. Fantastisk menneske. Så sød og varm og hjertelig, jeg følte mig så tryg og i de bedste hænder når han var der. Det betød sindssygt meget. Ligesom det gjorde når jeg vågnede efter OP igen. Der var der også en virkelig sød sygeplejerske, som jeg desværre aldrig fik navnet på. Hun hentede altid filuris til mig og selv hvis hun egentlig ikke havde mig som patient, så skulle hun altid lige kigge ind til mig og sige Hej. Så hyggeligt.

Før det hele kom så vidt i forhold til amputationm, begyndte jeg heldigvis også at komme lidt ud. Jeg kom over i en kørestol og både mine forældre, min bror, mine veninder, men ikke mindst Danni og pigerne, havde mig med på tur. Mest ned i gården, men også over i fælledparken hvor vi spiste is og hyggede i solen. Varmen begyndte jo at komme ret tidligt det år og vi rekord sommer. Fedt når man er indlagt… eller.. Men det var skønt at komme lidt ud fra hospitalet og se lidt andet end de samme 4 vægge og sygeplejeskerne.

Jeg vender frygtløs tilbage..

x x x Rikke