part. 6.

Jeg skal advare om voldsomme billeder.

Puha. Så gik der lige knap 5 mdr siden sidste indlæg herinde, hold nu magle. Selvom jeg ikke burde, så har jeg haft en nagende dårlig samvittighed over ikke at skrive her. Men jeg tror det hænger sammen med at jeg egentlig gerne ville skifte navn på bloggen, men bare ikke kan komme på noget der lige passer. Og så er det så spøjst, for på den ene side sker der bare så mange ting hele tiden, men alligevel står tingene stille.

I “privaten” sker der en del som jeg ikke er klar til at fortælle endnu, mens der på jobfronten ikke sker en fis. Alt det her kommune-noget er bare så langsommeligt..

Men noget jeg kan, det er at fortælle videre på min lille føljeton…

 

Noget af det første jeg kan huske fra efter amputationen, det er at jeg skulle have noget af den voldsomme forbinding af ca 2 dage efter for se mit halve ben for første gang, og det første jeg tænkte var “hold da op en skinke!”. Mit resterende ben lignede fuldstændig en skinke. Lidt morsomt og virkelig befriende, at vi kunne grine lidt af det hele så kort tid efter. Min ene kusine var på hospitalet sammen med Danni under min operation og derfor var hun der også da jeg kom op på min stue. Hun var en virkelig god støtte for os begge.

En anden ting jeg også husker fra den første tid efter operationen, er at jeg pludselig kunne mærke min fod. Altså den der ikke længere var der. Det føltes som om knæet var bøjet og underben og fod derfor hang ned gennem madrassen. Så mærkelig en følelse, når man rationelt set godt ved at den ikke er der mere. Jeg kunne ligesom bevæge musklerne i det resterende ben fra side til side og så føltes det som om fod og underben svingede fra side til side. Igen, virkelig underligt. Desværre var der lidt problemer med helingen, såret ville ikke rigtig lukke sig og huden begyndte faktisk at blive helt sort ude på spidsen af stumpen. Lægerne ville dog give det tid og håbede at det ville hele op af sig selv.

3 uger efter amputationen, d. 3 maj, var jeg for første gang hjemme på orlov fra torsdag til søndag. Det var så skønt! Vi havde en rigtig hyggelig weekend og det var fantastisk at have pigerne ved mig en her weekend! Men da jeg skulle tilbage til hospitalet, fik jeg lavet et ordentlig stunt. Jeg skulle tage sko på ude i vores gang og så ved jeg simpelthen ikke om jeg glemte at bremse kørestolen eller om jeg fik lagt vægt ned på den fodstøtte der sad på stolen, men da jeg skulle binde mit snørebånd, tippede kørestolen forover og jeg faldt ned på vores stengulv, lige på min stump! Ohh f***ing God hvor jeg skreg! Jeg tror jeg lå på gulvet i et kvarter og skreg! Det gjorde så ondt at jeg troede at jeg skulle besvime! Jeg kom til mig selv og kom op i kørestolen igen og kunne så fornemme hvordan såret begyndte at væske. Men fordi vi alligevel var på vej afsted mod hospitalet, besluttede vi ikke at ringe derind.

Da vi kom derind og C. fik taget plaster osv af, kunne vi se at såret som havde lidt svært ved at hele, havde åbnet sig og væskede, men han synes nu alligevel det så fint ud. Jeg fik tilmed lov til, dagen efter, at tage hjem på orlov igen, mandag til torsdag. Jeg fik en lille dims og nogle specielle plastre med hjem. Dimsen v ar sådan en mini-vacuum maskine som blev tilsluttet de her specielle plastre og så sugede den snask osv ud. Men jeg synes bare at den fyldte det der plaster ualmindelig hurtigt.

På lørdag er det et år siden jeg kom hjem fra hospitalet og derfor er det selvsagt sådan at nogle ting er forsvundet i hukommelsen og andre ting er lettere sløret, men jeg synes det er en ret god øvelse, det her med at skrive det hele ned herinde, for det hjælper mig også til at huske og få lagt det hele lidt i systemer. Jeg førte lidt kalender dagbog og så delte jeg lidt på både instagram og facebook og det er helt klar med til at jeg kan stykke det hele lidt sammen.

Adios..