Endnu en kontrol og lidt om nåle…


b7c041ed-f96d-4408-a25a-d4ae838f1915

Oven i alle tankerne om operation og frustrationer over at den er rykket, fik jeg da lige en indkaldelse til kontrol oven i hatten. Feeedt…

Så det var jeg afsted til i fredags. Mine arme er jo sådan konstrueret at mine blodårer er nærmest ikke eksisterende og derfor bliver jeg ultralydsscannet for at de overhoved kan finde åre at stikke i. I fredags kunne de for første gang i laaaaang tid nøjes med at stikke én gang!! Shit en lettelse!

Jeg har aldrig været bange for nåle, måske fordi jeg aldrig er blevet stukket før jeg blev gravid med Bella, udover vaccinationer da jeg var barn. Og jeg er som sådan heller ikke bange nu, men jeg kan sagtens mærke at det absolut ikke er noget jeg glæder mig til mere. Ik at jeg nogensinde har glædet mig, men det har ikke været noget jeg var påvirket af. Da jeg først blev syg rørte det mig overhoved ikke, det var ikke noget jeg tænkte over. Nu blir jeg nervøs og får koldsved inden jeg blir kaldt ind i anæstesien. Det er dog meget nemmere at acceptere efter jeg har fået lavet en aftale om at jeg møder et par timer inden scanningerne og blir ultralydsscannet. Så ved jeg da at det ikke er nødvendigt at blive stukket 8 gange, som jeg én gang har været ude for.

De sidste par gange er nålen blevet lagt lige over albueledet da det har været der de har haft størst succes, men Anæstesi-sygeplejersken igår var så rar at han lagde den lige under albueledet så jeg ku bruge armen, hvilket virkelig fungerede godt. Eneste minus var at kontrastvæsken til CT-scanningen faktisk gjorde ondt at få ind der. Oooog så er jeg blevet temmelig blå/gul/lilla på armen, men udover det og lidt ømhed gik det virkelig godt.

ddd6d614-ae54-4096-91ec-5ebec462b19c

Jeg ved ik om det er fordi jeg har mange ting i hovedet mht operationen eller om jeg efterhånden “ er blevet vant til” det der med kontrol, men jeg var slet ik så nervøs og påvirket som jeg plejer. Jeg havde slet ik den der klump i maven eller trykken for brystet. Det gik let og ligetil i fredags. Virkelig rart for en gangs skyld.

Til gengæld kan jeg godt mærke at d. 13 dec nærmer sig og at jeg skal starte forfra med nervøsitet, forberedelse osv. Men på den anden side, tør jeg næsten ikke forberede mig for meget, hverken mentalt eller rent praktisk. Hvilket jo egentlig ikke er så smart da der kun er 16 dage tilbage. Jeg er bare, for st være ærlig, hunde nervøs for at de udsætter den igen. Men jeg ved også at jeg bliver nødt til at lade være med at tænke på det, for jeg kan ikke bruge det til noget.

Det skal nok gå og jeg er sikker på at det er ventetiden værd. ❤️

Og glædelig jul!!! Vi juler nemlig til den store guldmedalje. Vi har allerede pyntet op, hørt alle julesange der findes 100 gange og været til 2 julearrangementer. Jeg har nemlig en plan om, at når vi når d. 13 dec, skal jeg være ved at kaste op af jul, så det ikke betyder noget at jeg er indlagt halvdelen af december. Fnis..

For fanden…

Jeg har gået og forberedt det her indlæg inde i mit hoved i lang tid. Det skulle handle om at der kun var under en uge til operationen d. 15 nov, om tankerne der følger med, nervøsiteten, angsten, planlægningen osv osv. Men det kommer det så ikke til at handle om i denne omgang, for i tirsdags fik jeg brev i eboks fra riget om at de har udsat operationen. For fanden… 13 dec, er den nye dato og der er eddermugme lige pludselig virkelig lang tid til december.

Noget med at operatøren ikke er der den dag jeg skulle opereres. Hvad end en operatør så er. Og i og med at det er specialister der skal operere, så kan man ikke bare vælge og vrage i datoer.

16e5f4bc-6572-47c5-adf8-6881405649b2

Alle vores meget nøje overvejede planer er blevet revet totalt fra hinanden. Danni har taget en masse fri som han nu skal forsøge at få rykket, min mor skal rykke planer, vi skal reorganisere julen og pigerne skal forberedes på ny. Og ikke mindst skal jeg selv til at omrokere tanker og planer i mit hoved.

Jeg har ikke helt opfattet at det faktisk ikke er på onsdag alligevel. Jeg er stadig i fuld beredskab i hjernen og kroppen og nervøs, og jeg bliver ved med at småstresse over de ting jeg bare SKAL nå inden på onsdag. Selvom det nu er totalt unødvendigt.

og så er der julen! For i og med at det er rykket til d 13 dec, og det faktum at jeg skal være indlagt i 14 dage, så kommer jeg til at tilbringe julen på hospitalet. Dét er sur mås.. jeg skal nok klare den og har lidt den indstilling at jeg hellere vil have den operation overstået, men pigerne.. hold op jeg synes det er hårdt! Det er bare ikke sjovt at deres jul skal påvirkes af det. Jeg tror vi kommer til at gøre det sådan at de gæster der skulle komme, kommer og så besøger de mig på hospitalet i løbet af dagen, så tager de hjem og holder en fantastisk jul med alt hvad der hører til så pigernes jul bliver mindst muligt påvirket af at jeg er indlagt.

Heldigvis er der nogle postive ting ved at det er udskudt. Jeg kan blandt andet besøge min søde veninde der lige har fået kejsersnit, nå til fødselsdag hos nogle gode venners børn og nå med til min fætters 30 års fødselsdag d. 17. Jeg kan nå at være med til at pynte op til jul og nå at komme i bund med vasketøjet.

Men uanset hvor positivt jeg prøver at være, så ér det bare ikke fedt og slet ikke fordi jeg først har fået det at vide en uge før. Men jeg kan ikke gøre noget ved det, jeg vil så gerne have den operation, og nu har jeg ventet i flere måneder, så mon ikke jeg overlever at vente en mere..

Om operation og fødselsdag

Om 27 dage og ca 8 timer er jeg, lige nu, formodentlig i gang med at skifte til hospitalstøj og formodentlig temmelig nervøs.

Da jeg blev opereret sidste gang, i juli 2015, var det allerførste gang jeg var indlagt, allerførste gang jeg skulle opereres, allerførste gang jeg skulle i narkose, og selvom det var akut og jeg kun havde 2 dage til at forberede mig, så er jeg faktisk mere nervøs denne gang. Nu ved jeg ligesom hvad jeg går ind til og hvor mega ubehageligt det er, hvor mange uudholdelige smerter der følger med og hvor lang og sindssygt sej en kamp der venter. Oven i hatten ligger der denne gang også den usikkerhed der følger med når man ikke har et fast arbejde og i min situation, ingen ide om hvad fremtiden bringer.

Det fylder selvsagt virkelig meget og jeg skal virkelig passe på ikke at forsvinde fuldstændig ind i min egen verden i øjeblikket.

Heldigvis sker der en masse ting som forhåbentlig kan hjælpe mig med at holde fokus. Blandt andet har min søde, seje, sjove, dejlige, dygtige Alberte fødselsdag i morgen. 6 år. Hold.nu.op det er vildt! Jeg bliver lige overrasket hver gang en af pigerne bliver et år ældre, det er lige som om min hjerne ik rigtig har opfattet at tiden faktisk går og alting ændrer sig hele tiden.

Nå men dagen skal fejres med installering af ny seng på hendes værelse, græskarudsmykning og aftensmad på Bones, efter den lille dames ønske. Det blir Great. ❤️ Jeg suger de her øjeblikke til mig, så der er godt fyldt op af gode oplevelser og glæde med den lille familie, til når jeg skal indlægges. Det er der i den grad brug for…

Lidt om gamle kollegaer..

Det er ingen hemmelighed at jeg igennem og efter mit forløb, har været virkelig ensom. Det har været ekstremt hårdt og virkelig trist.

Og det er ikke blevet mindre efter jeg mistede mit job, specielt fordi Danni jo stadig er ansat i firmaet. Jeg savner mit arbejde, ikke så meget selve firmaet og bestemt ikke ledelsen, men selve arbejdet, kontakten med kunderne og helt ekstremt kollegaerne! Jeg havde de bedste kollegaer i verden.

Det er sådan, at når man arbejder der, så bliver ens kollegaer, ens omgangskreds. Så nu hvor jeg ikke længere er ansat, så føler jeg at jeg er blevet fyret fra min vennekreds. Jeg ved at der stadig er en masse mennesker derinde der holder af mig og tænker på mig og jeg ved at de sender hilsner med hjem med Danni, men jeg ser dem ikke hver dag længere og jeg er ikke med i snakken og jeg er sindssygt ræd for at blive glemt.

Det slog mig, at det er sådan jeg har det, da Danni var til sommerfest med en masse kollegaer forleden. Hold fast, hvor var det hårdt at vide af han skulle ind og hygge og feste med så mange dejlige mennesker og jeg bare skulle sidde herhjemme. Jeg er ellers ikke jaloux anlagt, men lige med det her får jeg simpelthen så ondt i maven. Det er en gruppe af mennesker jeg holder helt utroligt meget af, hvor jeg nu føler mig totalt uden for den gruppe, uden at der er nogen der holder mig uden for. Sådan er det jo bare når man ikke længere er ansat.

Jeg tror aldrig at jeg finder et job igen, med så gode kollegaer. Det er helt unikt.. til gengæld glæder jeg mig til at få bare en eller anden form for kollegaer eller kontakt med andre voksne igen. Shit hvor blir man sær af at gå hjemme..

Et lille pip, om tiden der er gået og om fremtiden….

Hvordan hulan starter man op igen, efter så lang tid?

Igår blev jeg spurgt om jeg stadig skriver på min blog. Jeg blev totalt overrasket, ikke over spørgsmålet, men over at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle svare. Det blev sådan lidt “eehm, nja… Nej. Det gør jeg egentlig ikke…” I mit krøllede hoved føler jeg at jeg skrev herinde så sent som i sidste uge, men sandheden er jo at der er gået forfærdelig lang tid siden sidst. Det er mega ærgerligt fordi jeg virkelig gerne vil. Jeg har en helt masse på hjertet, men jeg har bare haft så svært ved at få det ud. Det har været en svær periode med mange tanker, hvor jeg er været mere mørk i sindet end hvad godt er. Jeg har den her frygt i mig for at andre vil læse mine negative tanker og så flygte, fordi det bliver for melankolsk og tudeagtigt. Hvilket jo er egentlig er åndssvagt, for jeg lavede bloggen for at kunne komme af med de her tanker et sted og ikke for at please andre.

Nu tænker jeg at jeg tager den her fra. Jeg laver en kort update og så begynder jeg fra nu.

I tiden siden sidste indlæg er min praktik blevet afsluttet, jeg har været en klumpedumpe og brækket foden, og jeg har mistet min farfar til alderdom, noget, der på trods af at jeg ikke havde det tætteste forhold til min farfar, stadig sidder dybt i mig. Jeg har kæmpet mig til et forløb i et træningscenter gennem kommunen for at styrke min krop, hvor jeg nu går 3 gange om ugen. Jeg har holdt sommerferie med pigerne med foden i “gips”, været i sommerland sjælland og hentet min svige inde i lufthavnen efter hun har boet et år i malaga. Jeg har sendt Alberte i 0.klasse og Bella i 1.klasse. Jeg har brugt ufattelig lang tid på at smøre madpakker og rydde op efter pigerne. Jeg har holdt sommerfest og fået nye gode venner. Jeg har grædt over at kræften har taget Stine, en af dem der var med til at starte Ungkræft, på trods af at jeg kun mødte hende få gange. Jeg har hæklet en taske. Og så er jeg blevet tilbudt en operation.

Endelig. D. 15 november skal jeg opereres. Jeg skal have fjernet arvæv for at få mere funktion i benet. De starter med en kikkertoperation i knæet, er det ikke nok, åbner de op i det gamle ar. I bedste fald kan de nøjes med at gå ind gennem knæet, er jeg uheldig forlænger de mit ar op til hoften. Efter operationen skal jeg i hvert fald være indlagt i 14 dage hvoraf den første uge bliver med bedøvelse gennem ryggen så de kan træne benet uden jeg har smerter. Det bliver vanvittigt og mega giga hårdt. Både i forhold til smerter, men i den grad også i forhold til pigerne og Danni.

Jeg skal nok klare mig igennem, det gør jeg altid, men hold op hvor er jeg nervøs for Danni og pigerne. Jeg er sikker på at de nok skal klare tingene sådan rent praktisk, men uhh hvor er jeg nervøs for at jeg skal undvære dem og de skal undvære mig. Og shit hvor er jeg nervøs for tiden efter, når jeg kommer hjem. Lægen der ringede og fortalte hvordan tingene skulle foregå, stivnede helt da jeg fortalte at jeg har 3 børn. Han fik fremstammet at jeg altså bare skulle vide at jeg ikke kan være mor når jeg kommer hjem da jeg kommer til at have massive smerter og mit fokus skal være 100% på træning. Det skal lige sluges og bearbejdes. Det blive benhårdt muligvis at skulle afvise pigerne, specielt Pusle. Heldigvis er far lige så god som mor og pigerne er så fantastiske så jeg er fuldt ud sikker på at de kommer til at være mindst lige så seje som sidste gang. Og dog er jeg stadig nervøs for deres mulige reaktion på det hele. Og Dannis. Han knokler r**** ud af bukserne for at tingene skal hænge sammen herhjemme, men der er også grænser for hvad han kan holde til.

Men det er jo en investering i fremtiden og jeg har valgt at tro på at det kommer til at hjælpe mig så meget at jeg en dag kan komme ud og få et helt normalt job, uden noget flexordning eller noget som helst. Jeg drømmer også om at kunne cykle igen og måske endda løbe! Det kunne være SÅ vildt!

Det er klart nok det der fylder mest i øjeblikket og jeg tænker at holde gang i bloggen nu, blandt andet med tanker omkring det, for Jesus i himlen, dem er der mange af…..

Stay tuned.

Adios

Older posts