Part 2.

I mit sidste indlæg, begyndte jeg fortællingen om hvad der skulle have været en forholdsvis harmløs operation for at fjerne arvæv så jeg igen kunne bøje mit ben, men som endte noget anerledes. Jeg tænker vi fortsætter hvor vi slap, men først vil jeg lige advare mod nogle af billederne. Er man sart i forhold til sår osv, skal man nok ikke læse videre. Jeg deler selvfølgelig moderat, men der er altså billeder om nogle nok vil synes er klamme.

 

Efter bandagen var fjernet, var der igen hvad der føltes som 100 læger forbi at se på mig. Udover de enorme vabler, var mit ben også über hævet , nærmest så huden var ved at sprækkes. Jeg havde fortsat mange smerte i underbenet, som lægerne havde svært ved at smertedække . En eller 2 dage forinden fik jeg også fjernet rygmarvsbedøvelsen, men min fod “vågnede” aldrig.

Jeg fik i løbet af ugen genoptræning i sengen, bla med en maskine hvor benet blev lagt på et leje og så spændt fast og så kørte den frem og tilbage så benet bøjede, jeg var oppe på ca 70 grader.

Lægerne snakkede lidt frem og tilbage og én nævnte bla. kompartment syndrom, som er når musklerne ikke kan hæve inde i benet feks pga for stram forbinding, så lukker hævelsen af for blodtilførslen så musklerne ikke for ilt og dermed dør langsomt, men det mente han ikke det var. De mente det var en overfladisk infektion i såret og at jeg havde en allergisk reaktion på noget vat der var sat under forbindingen. På det her tidspunkt var jeg udkørt!

Dagen efter, altså lørdag, om eftermiddagen, kommer der pludselig en læge ind på min stue. Han spørger hvornår jeg sidst har spist, jeg svarer at jeg ikke har fået noget siden morgenmaden, hvortil han svarer noget i stil med “fint, du skal ned til operation om 2 timer.”. Bang. Ikke lige hvad jeg havde regnet med.

Indimellem alt dette sker, deler jeg jo så stue med en masse forskellige mennesker. Jeg startede ud med en sød ældre dame, som blev udskrevet dagen efter jeg kom. Så lå jeg alene nogle dage og så fik jeg selskab af en skabekone uden lige. Hun græd og græd fordi hun havde skuffet sin mand ved at få betændelse i et gammelt sår så hun skulle opereres, så han måtte udskyde sin påskefrokost som han jo havde glædet sig så meget til. Hun snakkede VOLDSOMT meget og i løbet af få timer vidste jeg nærmest alt om hende, bla at hendes mand var en idiot, men altid var der når hun havde brug for ham. Og så snorkede hun!! Så jeg ikke fik lukket et øje og fik et kæmpe sammenbrud næste morgen af udmattelse. Heldigvis kunne sygeplejerskerne godt se at det ikke var holdbart, så hun blev flyttet og jeg lå igen alene for en tid.

Da jeg kom tilbage fra operationen, fik jeg den forfærdelige besked, at der havde været tale om det førnævnte kompartmentsyndrom. De havde derfor åbnet mig op på begge sider af hele læggen, fjernet så meget dødt væv som muligt, lukket sårene til med svampe, bundet benet ind i film og tilsluttet en vakuummaskine til mit ben som skulle sidde og suge snask og væske ud 24/7.  Det var virkelig voldsomt og det føltes som om jeg blev slået tilbage, langt før start. Jeg fik at vide at de ikke kunne sige hvilke konsekvenser det ville få, men at jeg formegentlig ville få alvorlige mén af det. Min fod var fortsat lammet og de kunne heller ikke sige om følelsen ville komme igen i den, men de håbede at der ville ske fremskridt med den i løbet af få dage. Jeg fik også at vide at jeg skulle gennemgå en del operationer endnu med få dages mellemrum, hvor de fjernede svampene, undersøgte om mere væv var dødt, evt fjernelse af det og så lukke til igen med svampe og vakuum, indtil der ikke døde mere væv. Det betød også et de 14 dage-3 ugers indlæggelse der var planlagt, nu blev forlænget på ubestemt tid. Jeg var ødelagt..

 

Fortsættelse følger….

 

 

 

 

1 år…

Wauw

Så skulle der gå et helt år før jeg igen fik åbnet bloggen op og skriblet noget ned. Men sikke et år!! Der er sket helt vanvittigt meget. Jeg tænker lige at give en update, men der er sket så meget, at det bliver over 2-3 indlæg. Jeg skal dog prøve at gøre det nogenlunde kort.

Jeg kan se, at sidst jeg har skrevet, var i dec. 17. Kort før jeg, efter planen, skulle have været opereret. Det skete så bare ikke. Lægen aflyste nogle dage før, da han ikke ville være på hospitalet julen over og derfor ikke mente det var optimalt at jeg var indlagt. Han ville gerne selv være der og overvåge og følge mig, han stolede ikke på at de øvrige læger, sygeplejersker og fysser ville vide hvordan de skulle behandle min “tilstand” efterfølgende. Så operationen blev udsat, den nye tid blev d. 11 januar, lige på Pusles fødselsdag. Men der var jeg så, så uheldig at brække lilletåen og derfor blev der endnu en gang udsættelse.

Den endelige dato blev d. 26 marts. Den hurtige læser vil bemærke at det var lige op til påske. Derfor ringede jeg til lægen for at høre om vi endnu en gang skulle udsætte. Han havde jo sagt at han ikke var der i helligdagene over julen, så jeg ville sikre mig at jeg ikke blev indlagt hvis han heller ikke var der hen over påsken.

Dog mente lægen ikke at der var grund til at udsætte endnu en gang.

Jeg var rolig ved hans beslutning og da dagen kom, var jeg nervøs, men følte mig i gode hænder.

Jeg blev opereret og efterfølgende kom lægen op for at tale med mig. Han fortalte at alt var gået efter planen, og allerede der kunne jeg bøje benet ca 70 grader mod de 20-30 grader før OP. Men…

Da lægen havde snakket færdig sagde han så noget i stil med “ja så ses vi på næste mandag, jeg har ferie nu!“! What!?!

Gudhjælpemig om ikke manden havde ferie i påsken. Hvorfor i alverden skulle vi så aflyse i julen og helt hen i påsken når nu han heller ikke var der, der.

Nå, men jeg måtte jo bare stole på at personalet omkring mig vidste hvad de gjorde. Det gjorde de så bare ikke…

Jeg lå med rygmarvsbedøvelse ud i begge ben, venstre ben helt bundet ind og spændt op i en 70 grader stilling, drop og slanger. Allerede dagen efter begyndte jeg at få smerte i mit underben og ud i foden, på trods af at jeg jo var fuldstændig bedøvet, plus det var i låret jeg var opereret. Lægerne havde svært ved at smertedække mig og jeg tror samtlige læger var inde hos mig i løbet af de næste 4 dage. De anede ikke hvad de skulle gøre med mig. Ingen vidste hvad næste skridt var, hvornår jeg skulle have forbindingen af, hvornår jeg måtte komme ud af sengen osv. Men jeg kunne mærke at noget var galt.

Fredag kommer der nogle læger ind til mig og beslutter at nu skal den forbinding af, for at se hvordan benet så ud indenunder. En sårsygeplejerske, som havde været meget over mig og. gjort alt hvad hun kunne, var også med inde over. Da de tog forbindingen af, kom der er forfærdeligt syn frem. Over alt på benet, havde jeg KÆMPE store vabler, på størrelse med en halv tennisbold. Den ene bristede lige som de tog forbindingen af, det var absolut ikke et rart syn.

Første del af min lille føljeton, slutter her. Mega tarveligt sted, but life’s not always fair. Fortsættelse følger….

Endnu en kontrol og lidt om nåle…


b7c041ed-f96d-4408-a25a-d4ae838f1915

Oven i alle tankerne om operation og frustrationer over at den er rykket, fik jeg da lige en indkaldelse til kontrol oven i hatten. Feeedt…

Så det var jeg afsted til i fredags. Mine arme er jo sådan konstrueret at mine blodårer er nærmest ikke eksisterende og derfor bliver jeg ultralydsscannet for at de overhoved kan finde åre at stikke i. I fredags kunne de for første gang i laaaaang tid nøjes med at stikke én gang!! Shit en lettelse!

Jeg har aldrig været bange for nåle, måske fordi jeg aldrig er blevet stukket før jeg blev gravid med Bella, udover vaccinationer da jeg var barn. Og jeg er som sådan heller ikke bange nu, men jeg kan sagtens mærke at det absolut ikke er noget jeg glæder mig til mere. Ik at jeg nogensinde har glædet mig, men det har ikke været noget jeg var påvirket af. Da jeg først blev syg rørte det mig overhoved ikke, det var ikke noget jeg tænkte over. Nu blir jeg nervøs og får koldsved inden jeg blir kaldt ind i anæstesien. Det er dog meget nemmere at acceptere efter jeg har fået lavet en aftale om at jeg møder et par timer inden scanningerne og blir ultralydsscannet. Så ved jeg da at det ikke er nødvendigt at blive stukket 8 gange, som jeg én gang har været ude for.

De sidste par gange er nålen blevet lagt lige over albueledet da det har været der de har haft størst succes, men Anæstesi-sygeplejersken igår var så rar at han lagde den lige under albueledet så jeg ku bruge armen, hvilket virkelig fungerede godt. Eneste minus var at kontrastvæsken til CT-scanningen faktisk gjorde ondt at få ind der. Oooog så er jeg blevet temmelig blå/gul/lilla på armen, men udover det og lidt ømhed gik det virkelig godt.

ddd6d614-ae54-4096-91ec-5ebec462b19c

Jeg ved ik om det er fordi jeg har mange ting i hovedet mht operationen eller om jeg efterhånden “ er blevet vant til” det der med kontrol, men jeg var slet ik så nervøs og påvirket som jeg plejer. Jeg havde slet ik den der klump i maven eller trykken for brystet. Det gik let og ligetil i fredags. Virkelig rart for en gangs skyld.

Til gengæld kan jeg godt mærke at d. 13 dec nærmer sig og at jeg skal starte forfra med nervøsitet, forberedelse osv. Men på den anden side, tør jeg næsten ikke forberede mig for meget, hverken mentalt eller rent praktisk. Hvilket jo egentlig ikke er så smart da der kun er 16 dage tilbage. Jeg er bare, for st være ærlig, hunde nervøs for at de udsætter den igen. Men jeg ved også at jeg bliver nødt til at lade være med at tænke på det, for jeg kan ikke bruge det til noget.

Det skal nok gå og jeg er sikker på at det er ventetiden værd. ❤️

Og glædelig jul!!! Vi juler nemlig til den store guldmedalje. Vi har allerede pyntet op, hørt alle julesange der findes 100 gange og været til 2 julearrangementer. Jeg har nemlig en plan om, at når vi når d. 13 dec, skal jeg være ved at kaste op af jul, så det ikke betyder noget at jeg er indlagt halvdelen af december. Fnis..

For fanden…

Jeg har gået og forberedt det her indlæg inde i mit hoved i lang tid. Det skulle handle om at der kun var under en uge til operationen d. 15 nov, om tankerne der følger med, nervøsiteten, angsten, planlægningen osv osv. Men det kommer det så ikke til at handle om i denne omgang, for i tirsdags fik jeg brev i eboks fra riget om at de har udsat operationen. For fanden… 13 dec, er den nye dato og der er eddermugme lige pludselig virkelig lang tid til december.

Noget med at operatøren ikke er der den dag jeg skulle opereres. Hvad end en operatør så er. Og i og med at det er specialister der skal operere, så kan man ikke bare vælge og vrage i datoer.

16e5f4bc-6572-47c5-adf8-6881405649b2

Alle vores meget nøje overvejede planer er blevet revet totalt fra hinanden. Danni har taget en masse fri som han nu skal forsøge at få rykket, min mor skal rykke planer, vi skal reorganisere julen og pigerne skal forberedes på ny. Og ikke mindst skal jeg selv til at omrokere tanker og planer i mit hoved.

Jeg har ikke helt opfattet at det faktisk ikke er på onsdag alligevel. Jeg er stadig i fuld beredskab i hjernen og kroppen og nervøs, og jeg bliver ved med at småstresse over de ting jeg bare SKAL nå inden på onsdag. Selvom det nu er totalt unødvendigt.

og så er der julen! For i og med at det er rykket til d 13 dec, og det faktum at jeg skal være indlagt i 14 dage, så kommer jeg til at tilbringe julen på hospitalet. Dét er sur mås.. jeg skal nok klare den og har lidt den indstilling at jeg hellere vil have den operation overstået, men pigerne.. hold op jeg synes det er hårdt! Det er bare ikke sjovt at deres jul skal påvirkes af det. Jeg tror vi kommer til at gøre det sådan at de gæster der skulle komme, kommer og så besøger de mig på hospitalet i løbet af dagen, så tager de hjem og holder en fantastisk jul med alt hvad der hører til så pigernes jul bliver mindst muligt påvirket af at jeg er indlagt.

Heldigvis er der nogle postive ting ved at det er udskudt. Jeg kan blandt andet besøge min søde veninde der lige har fået kejsersnit, nå til fødselsdag hos nogle gode venners børn og nå med til min fætters 30 års fødselsdag d. 17. Jeg kan nå at være med til at pynte op til jul og nå at komme i bund med vasketøjet.

Men uanset hvor positivt jeg prøver at være, så ér det bare ikke fedt og slet ikke fordi jeg først har fået det at vide en uge før. Men jeg kan ikke gøre noget ved det, jeg vil så gerne have den operation, og nu har jeg ventet i flere måneder, så mon ikke jeg overlever at vente en mere..

Om operation og fødselsdag

Om 27 dage og ca 8 timer er jeg, lige nu, formodentlig i gang med at skifte til hospitalstøj og formodentlig temmelig nervøs.

Da jeg blev opereret sidste gang, i juli 2015, var det allerførste gang jeg var indlagt, allerførste gang jeg skulle opereres, allerførste gang jeg skulle i narkose, og selvom det var akut og jeg kun havde 2 dage til at forberede mig, så er jeg faktisk mere nervøs denne gang. Nu ved jeg ligesom hvad jeg går ind til og hvor mega ubehageligt det er, hvor mange uudholdelige smerter der følger med og hvor lang og sindssygt sej en kamp der venter. Oven i hatten ligger der denne gang også den usikkerhed der følger med når man ikke har et fast arbejde og i min situation, ingen ide om hvad fremtiden bringer.

Det fylder selvsagt virkelig meget og jeg skal virkelig passe på ikke at forsvinde fuldstændig ind i min egen verden i øjeblikket.

Heldigvis sker der en masse ting som forhåbentlig kan hjælpe mig med at holde fokus. Blandt andet har min søde, seje, sjove, dejlige, dygtige Alberte fødselsdag i morgen. 6 år. Hold.nu.op det er vildt! Jeg bliver lige overrasket hver gang en af pigerne bliver et år ældre, det er lige som om min hjerne ik rigtig har opfattet at tiden faktisk går og alting ændrer sig hele tiden.

Nå men dagen skal fejres med installering af ny seng på hendes værelse, græskarudsmykning og aftensmad på Bones, efter den lille dames ønske. Det blir Great. ❤️ Jeg suger de her øjeblikke til mig, så der er godt fyldt op af gode oplevelser og glæde med den lille familie, til når jeg skal indlægges. Det er der i den grad brug for…