Om ensomhed, manglende drømme og alt det imellem…

Når jeg en gang imellem skriver lidt herinde, får jeg ofte at vide at det er flot at jeg deler så meget og åbent om mine følelser og tanker i forbindelse med alt det her cancer-ballade. Og jeg deler da også ting og tanker, og nogle dystre og mørke nogen af slagsen, nogengange. Men der er dælme også meget jeg ikke deler. Både fordi jeg ikke har lyst, men også fordi der er nogen tanker og følelser jeg skammer mig usigeligt meget over.

F.eks at jeg lever for mine børn og min mand, i øjeblikket. Bestemt ikke for min egen skyld. For jeg synes ikke livet er spor sjovt pt. Jovist der er gode stunder hvor tingene føles en smule normale og gode, men desværre er størstedelen af tiden grå og trist. Det er der mange årsager til, men overordnet set har alting, som de ofte gør, forandret sig gevaldigt efter jeg var syg. Det har vendt så meget op og ned på mit/vores liv og det blir nok aldrig det samme igen. Det er en kæmpe kamel at sluge og der skal virkelig arbejdes for at acceptere det.

Der er også det her med at det forventes at når man har haft kræft, og overlevet det, at man lever livet fuldt ud, udlever sine drømme, to the max, og alt det der, men det er mit overskud og liv generelt bare ik til. Jeg ville da ved Gud gerne rejse jorden rundt med en rygsæk eller lave en masse musik, sælge hus og biler og møbler osv og bare leve af kokosmælk på en strand i de varme lande og være økonomisk fri. Men det har jeg ikke mulighed for. Både af økonomiske årsager men også fordi jeg har en familie. Og minus overskud og energi. Og så er der ikke plads til drømme i min hjerne. Jo jeg drømmer om at få pudset vinduer, for det skal jeg i den grad lade op til. Jeg drømmer også om at få vasket gulvet i vores køkken fordi der efterhånenden er lidt form mange og lidt for store pletter.

Men det de enes store drømme om alt fra karriere til rejser og fremtidsplaner, det har jeg bare ik plads til i min overfyldte hjerne.. og hvad er man hvis man ikke har drømme…

Jeg har heller ik så meget tro på mig selv mere. Jeg har dælme svært ved at se hvad jeg kan. Jeg får hele tiden spørgsmålet “hvad vil du nu?” Jeg ved det ikke. Jeg kan ik rigtig noget.. jeg ku snakke med passagerer, jeg havde okay styr på billetter og jeg ku yde en service. Men det skal jeg ikke mere, så nu ved jeg ingenting. Jeg havde ikke andre planer end min hverdag med min billettang til den dag jeg (måske) sku gå hjem. De planer er der ikke mere, så nu ved jeg ingenting. Og det hjælper ikke at kommunefolk osv blir ved at spørge, uanset hvor meget jeg tænker, og jeg har VIRKELIG tænkt meget, så kommer der intet frem hvor jeg tænker “dét vil jeg gerne!”.. Igen, hvad er man når drømmene er forsvundet..

der er alle tankerne om fremtiden, om min krop som bare blir svagere og svagere med smerte og jeg ved ikke hvad. Om kontroller og svar og ensomheden, Åhh ja ensomheden som æder mig op og får mig til at tvivle på om jeg nogensinde har sat spor i nogen. Er der nogen der mindes mig.. Det lyder sgu lidt pladder sentimitalt, men den ensomhed… aldrig har jeg været så ensom..

og så er der alt det som er for personligt og for skammeligt at fortælle om…

Lidt om syg mini og kontrolsvar

Fredag.. en virkelig mærkelig en af slagsen og samtidig den bedste længe.

img_6215

Pusle blev syg i går aftes med feber, så hun har sovet hos os i nat hvilket har resulteret i at jeg ik har fået meget søvn. Hun har selvfølgelig været hjemme fra vuggestue, normalt betyder det intet da både Danni og jeg er hjemme i løbet af dagen, men i dag passede det virkelig dårligt. I dag skulle jeg nemlig have svar på min seneste kontrol via telefonen.

I brevet jeg fik for læææænge siden, stod der at lægen fra riget ville ringe kl 10. Så da jeg havde afleveret de 2 store, smed jeg mig ind i vores seng med pusle og tegnefilm og ventede. Og ventede og ventede.. klokken blev 10 og 11 og 12… Mit indre var ved at vende vrangen ud på sig selv af nervøsitet og det blev bare ik bedre af at der ingenting skete. Jeg turde ikke køre nogen steder da jeg ikke ville risikere at de ringede mens jeg stod i Brugsen eller i børnehaven, og jeg havde simpelthen ik ro til at lave noget husligt eller andet. Så hele dagen har jeg ligget eller siddet i vores seng og set tegnefilm med en febersyg lille dame på skødet.

Da klokken blev ca kvart i et ringede jeg ind til ortopæd kirurgisk ambulatorium for at høre om de havde glemt mig. Jeg har selvfølgelig forståelse for at der kan være forsinkelser, men sidste gang jeg sku ha svar over telefonen havde de skrevet et tidsinterval, hvor de denne gang havde skrevet et specifikt tidspunkt. Det er nerverpirrende og ubehageligt nok at skulle have besked over telefonen frem for personligt, så al den der ventetid var uudholdelig.

Det viste sig at tiden kun var skrevet fordi “det skulle de”. Så jeg måtte bare vente…

og 3 kvarter efter var der bid. En sød læge ringede mig op og fortalte at alting så fint ud. Yay!! Hun fortalte tilmed at væskeansamlingen, som har været i mit ben siden jeg blev opereret, faktisk er blevet en smule mindre.

Nu går der 3 mdr før jeg skal ind igen og denne gang blir det også en klinisk kontrol, hvilket vil sige jeg skal ind til en læge som også skal kigge og føle på mit ben, det er meget meget længe siden det er sket. Så det ser jeg frem til, med en lille forhåbning om at de kan gør noget ved flexibiliteten i mit knæ. Kryds lige fingre for det.

Så alt i alt en sær dag med en skøn afslutning! Lettelse.dk og Pusle er ved at være på toppen igen. Eftermiddag med legekammerater,  trampolinhop, Bella der har øvet sig i at cykle, disneysjov, fredagsslik og x-Factor.

Kærlighed og god weekend❤❤

Lidt om praktik og lidt update

img_5814

Ohhmy. Nu gik der igen 100 år og en sommer før jeg fik skrevet herinde. Det er ren og skær manglende overskud der er årsagen. Jeg synes livet er svært og jeg har mange kriser over min situation, fremtid og helbred. Alting er så usikkert. Jeg håber det hele vender, en gang..

Men lidt godt er der da. Jeg er startet i praktik i forbindelse med jobafklaring. Jeg har selv fundet stedet via et opslag jeg lavede på Fb, da kommunen, for at sige det mildt, ikke ku få fingeren ud. I februar havde jeg været i jobafklaring i et år hvor INTET, absolut intet var sket. Så jeg tog sagen i egen hånd og lavede som skrevet et opslag på Fb. Det gav pote og nu er jeg i praktik hos en meget sød kvinde der hedder Mette. Hun har et firma der hedder Ruberno Classics, hvor hun opkøber, istandsætter og videresælger retro møbler, interiør osv. Det er super spændende og hyggeligt og jeg får prøvet nogle helt andre ting end hvad jeg før har lavet. Og det er jo netop dét, der er meningen.

Jeg har kun været der få gange og her i starten er det meget stille og roligt med 2 timer, 2 gange om ugen hvilket jeg så langsomt skal øge. Jeg kan allerede mærke at det er meget langt tid siden jeg har været i gang og jeg skal passe på at jeg ikke tror at jeg kan mere, end jeg egentlig kan. Men jeg glæder mig til at mit sind og min krop har vænnet sig lidt mere til at arbejde igen, for, er du vimmer, hvor jeg savner det. Bare det at snakke med andre voksne mennesker, det mangler jeg så meget! Jeg er blevet så elendig til at begå mig socialt. Mig, der altid har været mega åben og udadvendt.

Det eneste minus ved det er, at det kun er begyndelsen på mit forløb og jeg frygter for hvor lang tid det kommer til at tage. Man hører alle de her skrækhistorier om sådanne forløb, hvilket også var grunden til at jeg kæmpede med næb og kløer for ikke at komme ind i den box. Men nu er jeg her og så må jeg bare prøve at se meningen med det. Det er svært, men jeg prøver.

nåeh ja, så er der også det minus, at Mette har SÅ mange fede ting, at jeg blir forelsket hver gang jeg blir præsenteret for nye varer. I dag har jeg pudset de fineste champagneglas i sølv og messing. De er simpelthen så smukke og tager mig direkte til riddertiden og de smukke sølvkrus man altid ser de drikker af på film.  Jeg var meget tæt på at tage dem alle med hjem. Det er godt at vi ikke har nogen penge, for så havde jeg brugt dem alle hos Ruberno Classics.

img_6191

De fine glas, før og efter en oppudsning. Så smukke! 

I morgen skal jeg til møde med min nye jobafklaringskonsulent, som de så fint kalder det, vi ku også bare kalde det for en sagsbehandler, men nej nej. Det er jeg temmelig spændt på og lidt nervøs for. Jeg magter ik hvis jeg skal til at kæmpe… positiv positiv positiv!!

Fredag får jeg svar på min kontrolscanning, som jeg var inde og få lavet i sidste uge. Endnu mere nervepirrende!!

så her går det som det plejer, op og ned. Lidt for meget med i øjeblikket, men mon ik det vender snart..

Jeg skylder vidst noget..

Jeg er rask.

Det har været en vild rutchebane tur siden jeg fik svar på mine prøver i december. Derfor har jeg ikke fået opdateret her på bloggen, hvilket jeg har voldsom dårlig samvittighed over. Men det har været noget af en følelsesmæssig tur i hele registret og jeg har bare ik haft overskud til at skrive her. Så nu kommer der en lille Update…

D. 13 dec fik jeg taget en biopsi da lægerne på riget, ved en kontrol, mente at de måske havde fundet noget i mit ben som kunne være noget der ikke skulle være der. Det var SINDSSYGT smertefuldt og psykisk hårdt. Jeg tror hele riget kunne høre mig da de skulle lægge bedøvelse, det gjorde SÅ ondt. De skulle stikke lige direkte ned i det gamle ar og ikke nok med det, så er min hud og væv på låret, stenhårdt efter operation og 33 strålebehandlinger, lægen blev faktisk lidt overrasket over hvor sejt området var. Heldigvis fik de bedøvet mig ordentligt efter et par stik, så jeg mærkede ikke noget til selve biopsien. Dog var jeg virkelig øm og blå i lang tid efter, jeg tror der gik 3 uger før jeg ikke kunne mærke eller se noget.

Meningen var så at jeg skulle gå helt til d. 27 dec før jeg fik svar, jeg havde sat mig op til at det ville blive en dæmpet jul når nu jeg skulle tumle med tanker og nervøsitet, men allerede d. 16 dec ringede min tlf. Det var en læge fra riget som kunne overbringe mig den fantastiske nyhed, at der intet var at se i prøverne. Det var SÅ overvældende og selvfølgelig fantastisk! Og syret! Syret fordi jeg var herhjemme, Danni var her heldigvis, men det var virkelig vildt at ha gået og sat sig selv fuldstændig op til at være syg og med stor sandsynlighed skulle igennem en masse behandlinger og så fra det ene øjeblik til det andet, så er alt bare normalt. Ingen sygdom, ingen behandling. Og så at være herhjemme og bare skulle videre med dagen ovne på sådan en besked, det var syret.

Jeg synes faktisk det var ret svært. Min hjerne var bange længe efter. Inden jeg fik svaret, var jeg fuldstændig overbevist om at jeg var syg. Jeg havde den værste følelse i maven, hele min krop var sat op til at jeg var syg. Så jeg skulle vænne mig til, at jeg var rask, at der ikke var noget at være nervøs for eller bange for og det tog altså lidt tid.

Nervøsiteten er der stadig, men det tror jeg den vil være til den dag jeg ikke er her mere, sådan er det vidst bare når man har haft kræften i sig.

Fuck

jeg har virkelig grublet længe over om jeg skulle skrive det her indlæg. På den ene side har jeg virkelig brug for det, men på den anden side har jeg absolut ikke lyst til det.

For omkring 14 dage siden var jeg til kontrol, som jeg efterhånden har været en del gange. Jeg blev MR-scannet og CT-scannet i mave, lunger og benet. Jeg har været sindssygt nervøs og bange denne gang, men har prøvet at berolige mig selv, ikke mindst af hensyn til pigerne.

I tirsdags fik jeg svar… “vi har ikke fundet noget i maven eller lungerne…. men vi har måske fundet noget i benet…….”

fuck……

Pga implementeringen af den nye sundhedsplatform fik jeg svaret telefonisk. Jeg synes i forvejen at det var meget ubehageligt og det gjorde det bestemt ikke bedre når der nu faktisk ikke var særlig godt nyt.

Lægen jeg snakkede med understregede at de ikke var sikre på at det er noget, men at jeg selvfølgelig skal undersøges hurtigst muligt. Allerede på tirsdag skal jeg ind på riget og ha foretaget en ultralydsvejledt biopsi og først d. 27 dec. får jeg svar. Det blir en meget lang og mærkelig jul.

Mit indre er ved at vende vrangen ud på sig selv af frygt, afmagt og nervøsitet. Jeg er simpelhen rædselsslagen. Fuck… Det må bare ikke være vendt tilbage..

Jeg vil helst ikke male fanden på væggen, men jeg blir nødt til at forberede mig på det værste. Som skrevet først i indlægget, har jeg virkelig været i tvivl om jeg sku fortælle om det, men lige nu har jeg bare brug for at få tankerne ud af mit hoved!!

Jeg er pisse nervøs for Danni hvis vi skal igennem en omgang mere. Jeg er bange for hvordan vi skal klare os igennem, hvordan Danni skal overkomme det hele. Dog trøster jeg mig med at vi er tættere på min familie i forhold til at få vores hverdag til at fungere..

Pludselig er det blevet til at julen bare skal overståes, 2016 skal faktisk bare overståes…

mit hoved er overfyldt med tanker, det flyder snart over…

Fuck…