Lidt om genoptræning og en ny hverdag…

I aften starter Danni på job.

I næsten 4 mdr har han været hjemme. Vi har været så priviligerede at han fik lov til at overtage noget af min barsel da jeg blev sygemeldt. Det har været en kæmpe hjælp og uundværligt! Jeg aner ik hvordan vi havde klaret den hvis han sku ha arbejdet oven i min sygdom. Pusle var jo kun 6 mdr da jeg blev opereret og var indlagt, så jeg havde på ingen måde kunne tage mig af hende og de 2 store efterfølgende uden hans hjælp.

Nu ska han så starte på job igen, det betyder at i morgen tidlig skal jeg sørge for at få pigerne klar alene. Det blir en omvæltning, men vi klarer den uden tvivl. Morgenerne er faktisk ikke så slemme, det blir værre de 7 gange her i november, hvor jeg skal hente pigerne, lave mad og putte, alene.

Jeg har gjort det millioner af gange før, men nu er min verden bare helt anerledes. Jeg er så træt hele tiden, mine kræfter slipper hurtigt op og specielt om aftenen hår jeg hurtigt kold. Vi tager en time ad gangen og heldigvis er Bella og Alberte så store at de selv kan det meste.

I morgen er også dagen hvor jeg skal starte på en ny genoptræning. Jeg ska i varmtvandsbassin hvor jeg skal lave diverse øvelser som så forhåbentligt kan gå ind og løsne mine muskler lidt, så fyssen efterfølgende kan gennemarbejde benet. Det skulle jo meget gerne ende med at jeg kan bøje benet bare en smule mere og starte på job igen.

Jeg er meget spændt på om det har nogen virkning. Det skal det!

At lære på den hårde måde..

I al det her kræfthalløj, har jeg virkelig lært hvem der er der når det virkelig gælder, hvem jeg kan regne med.

image

Når man står med så alvorlig en sygdom, så er der selvsagt ikke meget energi eller overskud til særlig meget. Heller ikke til at bede om hjælp og hvis man endelig får bedt om det, så har man sjældent overblik til at se hvad det er man har brug for hjælp til eller hvor det er bedst at få hjælp.

Det er vanvittig hårdt at få bare lidt normal hverdag med kræftdiagnose og 3 mindre børn til at fungere, og selvom vi har været så priviligerede at Danni har haft fri siden jeg fik min diagnose, så har vi virkelig manglet hænder indimellem.

Alting vælter, tøjvask, rengøring, madlavning.. Vi har aldrig i vores liv spist så meget junk som vi har de sidste knap 4 mdr, simpelthen fordi energien og overskuddet mange dage ikke er der til at lave mad.

I skrivende stund har jeg en maskine tøj der ligger, vådt, i maskinen og omkring 10 maskiner der mangler at blive vasket, men jeg aner ik hvornår det bliver gjort fordi det kræver uendelig mange kræfter for mig at gå ned i kælderen. Siden jeg fik min diagnose, har jeg konstant været bagud med at vaske tøj.

Rengøring er også en by i Rusland. Specielt på badeværelset.. Det er flovt!

Jeg har en bøn til folk der blir ramt af at være pårørende til en kræftpatient. Hjælp! Også selvom personen ikke selv beder om det! Man har ikke overskuddet til at bede om det og så er det desuden det værste i verden, at være til besvær! Ring og sig “i aften kommer jeg forbi med boller i karry, så ska i ikke tænker på mad” eller “på lørdag kommer jeg og støvsuger hele hytten for jer”..

Det betyder mere end nogen kan forestille sig og selvom det er bittesmå hverdags-ting, så letter det helt afsindigt for en der går igennem et så psykisk og fysisk hårdt forløb som et kræft forløb er, uanset længden. Og selvom personen virker til at have styr på alt udadtil, så er der ingen tvivl om at det hele er rodet og uoverskueligt inde bag facaden…

Tak..


Kræften fylder forfærdelig meget lige nu. På trods af at den heldigvis ikke længere bor i min krop. Men hvor er jeg dog dybt taknemlig for at jeg er her endnu! At kræften alligevel var god ved mig og lod mig slippe med skrækken, at jeg får lov til opleve Pusles 1 års fødselsdag, at jeg forhåbentlig får lov til at opleve alle 3 piger vokse op.

Så tak til jer der støtter kræftens bekæmpelse. Tak for at i har givet mig en ekstra chance i livet..

Knæk Cancer

imageDet er nok gået de færreste næser forbi, at det i denne uge er Knæk cancer uge.

Det har aldrig sagt mig det vilde, jeg har fulgt lidt med, set det store afslutningsshow og har doneret en smule, men det har aldrig været noget jeg er gået specielt meget op i.

I år er alt anerledes.

Jeg har prøvet det på egen krop og sjæl og det er stadig meget tæt på. Jeg er færdig med behandling og kræften skulle gerne være ude af min krop, men det er i allerhøjeste grad aktuelt endnu. Jeg kæmper med følgerne, blandt andet bivirkningerne af strålebehandling, som jeg afsluttede for små 3 uger siden. Og så er der det psykiske. Jeg har egentlig ikke haft de vilde negative reaktioner, og jeg forventer heller ikke at det kommer, og jeg er egentlig ikke led og ked af min egen situation, da jeg jo er kommet ret nemt og hurtigt igennem. Men mit hjerte bløder og mine øjne græder, når jeg ser alle de forfærdelige tilfælde som man hører om her i disse dage. Det rammer mig meget hårdere end det har gjort før jeg selv blev syg. Jeg tror det er en blanding af, at jeg ved, til en vis grad, hvilke følelser og tanker man går igennem og så frygt. For der er ingen tvivl om at jeg frygter et tilbagefald.

Jeg skal gå til kontrol de næste 10 år. Jeg har været igennem den første scanning af mine lunger og om 3 mdrs tid, skal hele min krop scannes. Jeg forventer at det bliver rent helved. Ventetiden, indtil jeg får svar, bliver det værste.

Da jeg for 3 mdr siden fik min kræft diagnose, blev jeg ringet op og kaldt ind til samtale, 1 uge før end jeg egentlig havde tid til at få svar på de prøver jeg havde fået taget. Det tror jeg kommer til at sidde i mig til hver kontrol. Det der sug i maven, koldsved og forvirring der opstod da jeg hørte sygeplejerskens stemme på min telefonsvare.

Jeg håber aldrig jeg skal opleve det igen.

Hvad så nu…

Starten på sådan noget her som en blog er altid svær.. Specielt når man som jeg egentlig ikke er særlig stærk i sådan noget og ikke finder sig selv specielt interessant.

Hvor skal jeg starte, hvad skal det handle om, hvor meget skal jeg give af mig selv..

Jeg gider ik lave det helt store introduktionsindlæg, jeg tænker at det kommer med tiden. Men hvis man føler behov for det og bruger Instagram, så kan man finde mig derinde under samme navn som bloggen her, Morgensolen..

Der er fyldt med bussemandsbefængte børn, slik og selfies, knap så meget pænhed og knap så meget RC, lidt humor og rod og ærlighed..

Og så er der lidt om det der kræft.. Det fylder en del i øjeblikket og kommer også til det her. Tanker, vreden, glæderne og det dybe.. Lidt af det hele.. Så det blir nok en del jeg kommer til at give af mig selv, og det er jo i grunden også meningen.

Jeg er spændt på om jeg ka holde det kørende og om der mon er nogen der finder det interessant nok til at følge med..

adios..

Older posts