Om at ha ondt i maven..

 

Jeg har ondt i maven.. Sådan helt dybt ned i maven..

På fredag skal jeg til kontrol, en af de store med MR og CT-scanning. Jeg har kendt datoen i flere måneder og det har bare været et helved. Det er en af de kontroller hvor der går 10 dage før jeg får svaret, jeg hader det.

Da min sygdom blev opdaget, skulle jeg også vente 14 dage på at få svaret fra biopsien, men 8 dage før tid ringede de og ville ha mig ind for at få svaret, så min største frygt, er at de ringer før tid igen. Jeg har mest lyst til at hive den her måned ud af kalenderen!

Danni har heldigvis fået fri fra job så han kan tage med derind. Han har fødselsdag fredag, såvi har aftalt at tage ud og spise lidt god mad og hygge os, det tror jeg der blir god brug for oven på en hel dag på hospitalet.

Det er så mærkelig en tid, det her. Der sker virkelig mange gode ting med nyt hus, ny bil, nygammel by osv, men samtidig sker der desværre lige så mange ikke så sjove ting. Ballade med jobstart, svær opstart af pigerne, kontrol, dumme tanker og travlhed. Så humøret kører i en stor pærevælling og mit indre har svært ved at holde styr på tingene.

Nogen gange, så har jeg bare allermest lyst til at stikke af med min mand og mine børn eller simpelthen trække stikket, for hold nu op hvor jeg trænger til ro og til en pause fra mit liv. jeg hader det hektiske kaos det er blevet til.

Oven i det hele blir jeg 30 om 26 dage. Jeg har ikke krise over tallet, men jeg har alligevel ondt i maven. Vi skal holde stor fest herhjemme i haven. Jeg glæder mig virkelig meget til at se en masse skønne mennesker, men der er et kæmpe minus! Vi har ikke nogen barnepige til ungerne. Alle der kender pigerne skal med eller også har de ikke mulighed for det. jeg er heller ik vild med at spørge folk, jeg gider ik være til besvær, 3 piger på en gang kan godt være overvældende selvom de er ret søde, hvis jeg selv ska sige det.

Jeg har faktisk så ondt i maven over det at jeg seriøst har overvejet at aflyse. Jeg har ikke lyst til at de skal være her, både for deres skyld, men også for min egen. Jeg kommer ikke til at slappe af og slå mig løs når de er her. Så er jeg mor med ansvar.

Så jeg er i syv sind og jeg ligger vågen om natten over det. Det gir mig ondt i maven..

desuden har opstart af ungerne i institutioner været vanvittig hårdt! Hver aften har jeg grædende piger der ikke vil i børnehave eller SFO/skole. De vil tilbage til det gamle og kan ik forstå hvorfor vi sku flytte når de var glade for det gamle. Det går lige i hjertet og både Danni og jeg føler os som de største lorte i verden! Jeg ved jo at det bliver bedre, men det er ikke sjovt at trække sine børn væk fra deres trygge rammer og rive alt kendt fra dem, de savner deres venner, deres pædagoger og deres rutiner. Jeg glæder mig til de er faldet til og får en hverdag med masser af gode venner og oplevelser!

Og jeg glæder mig til det sorte hul i maven forsvinder..