2 år…

I dag er det 2 år siden jeg skulle have foretaget den, tage i betragtning af hvordan det endte, simple operation som skulle få mit ben til at bøje og gøre min hverdag lettere. Det er en mærkelig tid. Igår var det 2 år siden min mormor døde. Mærkelig mærkelig tid. Mange tanker flyver rundt og sammen med alt det her Corona-kaos, er det bare virkelig virkelig en mærkelig tid.

Det er også lige knap et halvt år siden jeg sidst satte mine ben (høhø) herinde på bloggen. Tiden og skrivelysten har bare ikke været der og så er der sket så sindssygt mange ting siden sidst. Igen, fristes jeg til at skrive. Jeg tænker lige at lave en hurtig “siden sidst”.

Det største er nok at jeg er blevet skilt fra pigernes far. Heldigvis en fredelig og rolig skilsmisse, som jeg, af respekt for pigernes far, ikke vil gå dybere ind i, det er trods alt ikke kun mig det handler om. Men vi er gode venner og snakker stadig sammen dagligt. Selvsagt er det jo en kæmpe omvæltning, men jeg synes vi er landet godt.

I forlængelse af skilsmissen er jeg flyttet i lejlighed med pigerne. Et stenkast fra deres skole og midt i byen, så mega fedt! En rigtig dejlig lejlighed som vi er faldet virkelig godt til i.

På jobfronten er der ikke sket en fløjtende fis. Jeg har desværre måtte op i det røde felt over for jobcentret, da de blev ved med at sylte min sag. Som sagt er det nu 2 år siden jeg blev opereret, dvs. 1 1/2 år siden jeg blev udskrevet fra rigshospitalet og selvfølgelig har det været rigtig dejligt at få lov til at komme på benene igen, men det er bare for længe uden nogen form for aktivitet. Jeg har ikke været i praktik, kurser eller noget andet. Men jeg håber og ber til at der sker noget når alt det her Corona-kaos en dag er overstået.

 

Men selvom tingene overordnet set går fint, så er det ikke en dans på roser. Jeg kæmper stadig hver dag for at finde mig til rette i min nye virkelighed som amputeret. Jeg knokler på livet løs hos Danish Wounded Warriors Project med pilates og med at gøre min krop stærkere, jeg træner flere gange om ugen i træningscenter (når ikke lige Corona huserer) og så er min fineste opgave jo stadig at få hverdagen til at fungere for mine piger. Det kan være lidt af et puslespil med spejder, 2 gange gymnastik, lektier og legeaftale, men vi får det til at fungere. Det er hårdt, ingen tvivl om det. Jeg har stadig smerter og brug for hvile. Mit hovede er heller ikke hvad det har været. Min hukommelse er nærmest ikke eksisterende og jeg mister fokus så hurtigt. Jeg er virkelig dårlig til at tage den med ro og ikke have gang i for mange ting på en gang og det er bare så dumt, for det bider mig i røven hver gang. Men igen, jeg er stadig ved at lære hvordan jeg får det her nye liv til at fungere og mon ikke jeg en dag også lærer at skåne mig selv.

Jeg ved fra sidste år at den næste tid bliver med mange blandede følelser da jeg går ind i en tid med mange mærkedage, operationsdage, amputationsdag osv., men så er det jo heldigt at man lige har en coronavirus som nærmest overskygger alt andet.

 

Thats all for now, folks. Until I see you next time, love to all..

Og så skal jeg nok lige se om jeg ikke snart kan få skrevet videre på min lille amputations-føljeton.

xoxo