Om begrænsninger..

Stilhed…

Der har været stille her det sidste stykke tid..

Overskuddet har ikke været der, til at skrive. Jeg har så mange tanker og følelser i mig, at jeg slet ikke kan få dem ud. Det er noget underligt noget, efter sådan en alvorlig og livstruende sygdom, alt er ændret, jeg føler slet ikke at jeg hører til i min krop længere. Jeg føler ikke at jeg kan ånde.. Jeg lever i en helt anden verden nu, jeg føler mig fremmed i mit eget liv.

Det er en sær følelse og det er i den grad en udfordring, for jeg er jo stadig mig og min omverden ser det nok ikke på samme måde som jeg gør. Måske det havde været nemmere hvis jeg ikke havde haft børn, så havde jeg kunne fokusere på at komme videre og skabe et nyt liv i min nye verden, men det kan jeg ikke. Pigerne kommer i første række og hverdagen skal være så normal som muligt for dem, de skal ikke lide under at jeg har været syg.

På den anden side er jeg glad for at jeg har fået de børn jeg skal ha, for jeg har ikke skulle tage stilling til om der skulle fryses æggestokke/æg ned så vi senere kunne få børn og så gå med frygten for, om det overhoved ville lykkes.

Jeg tror aldrig jeg blir mit gamle jeg, måske folk ikke kan mærke forskel, men det kan jeg. Jeg tænker på en anden måde og føler på en anden måde. Det hele er stadig tæt på, så der er stadig mange op og ned ture, men jeg tror uanset hvor lang tid der går, så vil man leve i konstant frygt. Ikke som i at være bange hele tiden, men frygten for at kræften vender tilbage, vil ALTID sidde i mig og det vil spøge i mine tanker 24/7..

Mine tanker roder rundt og det afspejler sig også i det jeg nedfælder her, jeg håber dog det gir lidt mening og at der er lidt sammenhæng i det..

1

  • Ane

    Kære du
    Faldt tilfældigt over din blog, læste lidt og er nødt til at kommentere.☺
    Jeg havde 3 mindre børn, da jeg fik en kræftdiagnose. Jeg gennemgik behandling og havde så sorte og opgivende tanker det første år. Husker dem tydeligere end kemo og stråler.
    Jeg var sikker på, at jeg aldrig ville blive helt lykkelig igen, og hvordan jeg skulle blive fit for fight igen, kunne jeg slet ikke overskue.
    Frygten for fremtiden fyldte så meget.
    Det er idag er det næsten 8,5 år siden, jeg blev syg.
    Jeg er rask.
    Frygten har især i de første år fyldt så umanérligt meget, men selvom den dukker op indimellem, er det meget bedre end frygtet.
    Sorgen over den sygdom tog lang tid og var den mest smertefulde periode i hele mit liv. Men glæden og lykken og kærligheden sejrede.
    Vil bare sige at vi er mange som dig. Fat mod.
    Og så så familie og venner til at gøre rent og vaske tøj
    Alt bliver godt.
    Kærlige hilsner til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Om begrænsninger..