Endnu en kontrol og lidt om nåle…


b7c041ed-f96d-4408-a25a-d4ae838f1915

Oven i alle tankerne om operation og frustrationer over at den er rykket, fik jeg da lige en indkaldelse til kontrol oven i hatten. Feeedt…

Så det var jeg afsted til i fredags. Mine arme er jo sådan konstrueret at mine blodårer er nærmest ikke eksisterende og derfor bliver jeg ultralydsscannet for at de overhoved kan finde åre at stikke i. I fredags kunne de for første gang i laaaaang tid nøjes med at stikke én gang!! Shit en lettelse!

Jeg har aldrig været bange for nåle, måske fordi jeg aldrig er blevet stukket før jeg blev gravid med Bella, udover vaccinationer da jeg var barn. Og jeg er som sådan heller ikke bange nu, men jeg kan sagtens mærke at det absolut ikke er noget jeg glæder mig til mere. Ik at jeg nogensinde har glædet mig, men det har ikke været noget jeg var påvirket af. Da jeg først blev syg rørte det mig overhoved ikke, det var ikke noget jeg tænkte over. Nu blir jeg nervøs og får koldsved inden jeg blir kaldt ind i anæstesien. Det er dog meget nemmere at acceptere efter jeg har fået lavet en aftale om at jeg møder et par timer inden scanningerne og blir ultralydsscannet. Så ved jeg da at det ikke er nødvendigt at blive stukket 8 gange, som jeg én gang har været ude for.

De sidste par gange er nålen blevet lagt lige over albueledet da det har været der de har haft størst succes, men Anæstesi-sygeplejersken igår var så rar at han lagde den lige under albueledet så jeg ku bruge armen, hvilket virkelig fungerede godt. Eneste minus var at kontrastvæsken til CT-scanningen faktisk gjorde ondt at få ind der. Oooog så er jeg blevet temmelig blå/gul/lilla på armen, men udover det og lidt ømhed gik det virkelig godt.

ddd6d614-ae54-4096-91ec-5ebec462b19c

Jeg ved ik om det er fordi jeg har mange ting i hovedet mht operationen eller om jeg efterhånden “ er blevet vant til” det der med kontrol, men jeg var slet ik så nervøs og påvirket som jeg plejer. Jeg havde slet ik den der klump i maven eller trykken for brystet. Det gik let og ligetil i fredags. Virkelig rart for en gangs skyld.

Til gengæld kan jeg godt mærke at d. 13 dec nærmer sig og at jeg skal starte forfra med nervøsitet, forberedelse osv. Men på den anden side, tør jeg næsten ikke forberede mig for meget, hverken mentalt eller rent praktisk. Hvilket jo egentlig ikke er så smart da der kun er 16 dage tilbage. Jeg er bare, for st være ærlig, hunde nervøs for at de udsætter den igen. Men jeg ved også at jeg bliver nødt til at lade være med at tænke på det, for jeg kan ikke bruge det til noget.

Det skal nok gå og jeg er sikker på at det er ventetiden værd. ❤️

Og glædelig jul!!! Vi juler nemlig til den store guldmedalje. Vi har allerede pyntet op, hørt alle julesange der findes 100 gange og været til 2 julearrangementer. Jeg har nemlig en plan om, at når vi når d. 13 dec, skal jeg være ved at kaste op af jul, så det ikke betyder noget at jeg er indlagt halvdelen af december. Fnis..

For fanden…

Jeg har gået og forberedt det her indlæg inde i mit hoved i lang tid. Det skulle handle om at der kun var under en uge til operationen d. 15 nov, om tankerne der følger med, nervøsiteten, angsten, planlægningen osv osv. Men det kommer det så ikke til at handle om i denne omgang, for i tirsdags fik jeg brev i eboks fra riget om at de har udsat operationen. For fanden… 13 dec, er den nye dato og der er eddermugme lige pludselig virkelig lang tid til december.

Noget med at operatøren ikke er der den dag jeg skulle opereres. Hvad end en operatør så er. Og i og med at det er specialister der skal operere, så kan man ikke bare vælge og vrage i datoer.

16e5f4bc-6572-47c5-adf8-6881405649b2

Alle vores meget nøje overvejede planer er blevet revet totalt fra hinanden. Danni har taget en masse fri som han nu skal forsøge at få rykket, min mor skal rykke planer, vi skal reorganisere julen og pigerne skal forberedes på ny. Og ikke mindst skal jeg selv til at omrokere tanker og planer i mit hoved.

Jeg har ikke helt opfattet at det faktisk ikke er på onsdag alligevel. Jeg er stadig i fuld beredskab i hjernen og kroppen og nervøs, og jeg bliver ved med at småstresse over de ting jeg bare SKAL nå inden på onsdag. Selvom det nu er totalt unødvendigt.

og så er der julen! For i og med at det er rykket til d 13 dec, og det faktum at jeg skal være indlagt i 14 dage, så kommer jeg til at tilbringe julen på hospitalet. Dét er sur mås.. jeg skal nok klare den og har lidt den indstilling at jeg hellere vil have den operation overstået, men pigerne.. hold op jeg synes det er hårdt! Det er bare ikke sjovt at deres jul skal påvirkes af det. Jeg tror vi kommer til at gøre det sådan at de gæster der skulle komme, kommer og så besøger de mig på hospitalet i løbet af dagen, så tager de hjem og holder en fantastisk jul med alt hvad der hører til så pigernes jul bliver mindst muligt påvirket af at jeg er indlagt.

Heldigvis er der nogle postive ting ved at det er udskudt. Jeg kan blandt andet besøge min søde veninde der lige har fået kejsersnit, nå til fødselsdag hos nogle gode venners børn og nå med til min fætters 30 års fødselsdag d. 17. Jeg kan nå at være med til at pynte op til jul og nå at komme i bund med vasketøjet.

Men uanset hvor positivt jeg prøver at være, så ér det bare ikke fedt og slet ikke fordi jeg først har fået det at vide en uge før. Men jeg kan ikke gøre noget ved det, jeg vil så gerne have den operation, og nu har jeg ventet i flere måneder, så mon ikke jeg overlever at vente en mere..

Om operation og fødselsdag

Om 27 dage og ca 8 timer er jeg, lige nu, formodentlig i gang med at skifte til hospitalstøj og formodentlig temmelig nervøs.

Da jeg blev opereret sidste gang, i juli 2015, var det allerførste gang jeg var indlagt, allerførste gang jeg skulle opereres, allerførste gang jeg skulle i narkose, og selvom det var akut og jeg kun havde 2 dage til at forberede mig, så er jeg faktisk mere nervøs denne gang. Nu ved jeg ligesom hvad jeg går ind til og hvor mega ubehageligt det er, hvor mange uudholdelige smerter der følger med og hvor lang og sindssygt sej en kamp der venter. Oven i hatten ligger der denne gang også den usikkerhed der følger med når man ikke har et fast arbejde og i min situation, ingen ide om hvad fremtiden bringer.

Det fylder selvsagt virkelig meget og jeg skal virkelig passe på ikke at forsvinde fuldstændig ind i min egen verden i øjeblikket.

Heldigvis sker der en masse ting som forhåbentlig kan hjælpe mig med at holde fokus. Blandt andet har min søde, seje, sjove, dejlige, dygtige Alberte fødselsdag i morgen. 6 år. Hold.nu.op det er vildt! Jeg bliver lige overrasket hver gang en af pigerne bliver et år ældre, det er lige som om min hjerne ik rigtig har opfattet at tiden faktisk går og alting ændrer sig hele tiden.

Nå men dagen skal fejres med installering af ny seng på hendes værelse, græskarudsmykning og aftensmad på Bones, efter den lille dames ønske. Det blir Great. ❤️ Jeg suger de her øjeblikke til mig, så der er godt fyldt op af gode oplevelser og glæde med den lille familie, til når jeg skal indlægges. Det er der i den grad brug for…

Lidt om gamle kollegaer..

Det er ingen hemmelighed at jeg igennem og efter mit forløb, har været virkelig ensom. Det har været ekstremt hårdt og virkelig trist.

Og det er ikke blevet mindre efter jeg mistede mit job, specielt fordi Danni jo stadig er ansat i firmaet. Jeg savner mit arbejde, ikke så meget selve firmaet og bestemt ikke ledelsen, men selve arbejdet, kontakten med kunderne og helt ekstremt kollegaerne! Jeg havde de bedste kollegaer i verden.

Det er sådan, at når man arbejder der, så bliver ens kollegaer, ens omgangskreds. Så nu hvor jeg ikke længere er ansat, så føler jeg at jeg er blevet fyret fra min vennekreds. Jeg ved at der stadig er en masse mennesker derinde der holder af mig og tænker på mig og jeg ved at de sender hilsner med hjem med Danni, men jeg ser dem ikke hver dag længere og jeg er ikke med i snakken og jeg er sindssygt ræd for at blive glemt.

Det slog mig, at det er sådan jeg har det, da Danni var til sommerfest med en masse kollegaer forleden. Hold fast, hvor var det hårdt at vide af han skulle ind og hygge og feste med så mange dejlige mennesker og jeg bare skulle sidde herhjemme. Jeg er ellers ikke jaloux anlagt, men lige med det her får jeg simpelthen så ondt i maven. Det er en gruppe af mennesker jeg holder helt utroligt meget af, hvor jeg nu føler mig totalt uden for den gruppe, uden at der er nogen der holder mig uden for. Sådan er det jo bare når man ikke længere er ansat.

Jeg tror aldrig at jeg finder et job igen, med så gode kollegaer. Det er helt unikt.. til gengæld glæder jeg mig til at få bare en eller anden form for kollegaer eller kontakt med andre voksne igen. Shit hvor blir man sær af at gå hjemme..

Et lille pip, om tiden der er gået og om fremtiden….

Hvordan hulan starter man op igen, efter så lang tid?

Igår blev jeg spurgt om jeg stadig skriver på min blog. Jeg blev totalt overrasket, ikke over spørgsmålet, men over at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle svare. Det blev sådan lidt “eehm, nja… Nej. Det gør jeg egentlig ikke…” I mit krøllede hoved føler jeg at jeg skrev herinde så sent som i sidste uge, men sandheden er jo at der er gået forfærdelig lang tid siden sidst. Det er mega ærgerligt fordi jeg virkelig gerne vil. Jeg har en helt masse på hjertet, men jeg har bare haft så svært ved at få det ud. Det har været en svær periode med mange tanker, hvor jeg er været mere mørk i sindet end hvad godt er. Jeg har den her frygt i mig for at andre vil læse mine negative tanker og så flygte, fordi det bliver for melankolsk og tudeagtigt. Hvilket jo er egentlig er åndssvagt, for jeg lavede bloggen for at kunne komme af med de her tanker et sted og ikke for at please andre.

Nu tænker jeg at jeg tager den her fra. Jeg laver en kort update og så begynder jeg fra nu.

I tiden siden sidste indlæg er min praktik blevet afsluttet, jeg har været en klumpedumpe og brækket foden, og jeg har mistet min farfar til alderdom, noget, der på trods af at jeg ikke havde det tætteste forhold til min farfar, stadig sidder dybt i mig. Jeg har kæmpet mig til et forløb i et træningscenter gennem kommunen for at styrke min krop, hvor jeg nu går 3 gange om ugen. Jeg har holdt sommerferie med pigerne med foden i “gips”, været i sommerland sjælland og hentet min svige inde i lufthavnen efter hun har boet et år i malaga. Jeg har sendt Alberte i 0.klasse og Bella i 1.klasse. Jeg har brugt ufattelig lang tid på at smøre madpakker og rydde op efter pigerne. Jeg har holdt sommerfest og fået nye gode venner. Jeg har grædt over at kræften har taget Stine, en af dem der var med til at starte Ungkræft, på trods af at jeg kun mødte hende få gange. Jeg har hæklet en taske. Og så er jeg blevet tilbudt en operation.

Endelig. D. 15 november skal jeg opereres. Jeg skal have fjernet arvæv for at få mere funktion i benet. De starter med en kikkertoperation i knæet, er det ikke nok, åbner de op i det gamle ar. I bedste fald kan de nøjes med at gå ind gennem knæet, er jeg uheldig forlænger de mit ar op til hoften. Efter operationen skal jeg i hvert fald være indlagt i 14 dage hvoraf den første uge bliver med bedøvelse gennem ryggen så de kan træne benet uden jeg har smerter. Det bliver vanvittigt og mega giga hårdt. Både i forhold til smerter, men i den grad også i forhold til pigerne og Danni.

Jeg skal nok klare mig igennem, det gør jeg altid, men hold op hvor er jeg nervøs for Danni og pigerne. Jeg er sikker på at de nok skal klare tingene sådan rent praktisk, men uhh hvor er jeg nervøs for at jeg skal undvære dem og de skal undvære mig. Og shit hvor er jeg nervøs for tiden efter, når jeg kommer hjem. Lægen der ringede og fortalte hvordan tingene skulle foregå, stivnede helt da jeg fortalte at jeg har 3 børn. Han fik fremstammet at jeg altså bare skulle vide at jeg ikke kan være mor når jeg kommer hjem da jeg kommer til at have massive smerter og mit fokus skal være 100% på træning. Det skal lige sluges og bearbejdes. Det blive benhårdt muligvis at skulle afvise pigerne, specielt Pusle. Heldigvis er far lige så god som mor og pigerne er så fantastiske så jeg er fuldt ud sikker på at de kommer til at være mindst lige så seje som sidste gang. Og dog er jeg stadig nervøs for deres mulige reaktion på det hele. Og Dannis. Han knokler r**** ud af bukserne for at tingene skal hænge sammen herhjemme, men der er også grænser for hvad han kan holde til.

Men det er jo en investering i fremtiden og jeg har valgt at tro på at det kommer til at hjælpe mig så meget at jeg en dag kan komme ud og få et helt normalt job, uden noget flexordning eller noget som helst. Jeg drømmer også om at kunne cykle igen og måske endda løbe! Det kunne være SÅ vildt!

Det er klart nok det der fylder mest i øjeblikket og jeg tænker at holde gang i bloggen nu, blandt andet med tanker omkring det, for Jesus i himlen, dem er der mange af…..

Stay tuned.

Adios

Om ensomhed, manglende drømme og alt det imellem…

Når jeg en gang imellem skriver lidt herinde, får jeg ofte at vide at det er flot at jeg deler så meget og åbent om mine følelser og tanker i forbindelse med alt det her cancer-ballade. Og jeg deler da også ting og tanker, og nogle dystre og mørke nogen af slagsen, nogengange. Men der er dælme også meget jeg ikke deler. Både fordi jeg ikke har lyst, men også fordi der er nogen tanker og følelser jeg skammer mig usigeligt meget over.

F.eks at jeg lever for mine børn og min mand, i øjeblikket. Bestemt ikke for min egen skyld. For jeg synes ikke livet er spor sjovt pt. Jovist der er gode stunder hvor tingene føles en smule normale og gode, men desværre er størstedelen af tiden grå og trist. Det er der mange årsager til, men overordnet set har alting, som de ofte gør, forandret sig gevaldigt efter jeg var syg. Det har vendt så meget op og ned på mit/vores liv og det blir nok aldrig det samme igen. Det er en kæmpe kamel at sluge og der skal virkelig arbejdes for at acceptere det.

Der er også det her med at det forventes at når man har haft kræft, og overlevet det, at man lever livet fuldt ud, udlever sine drømme, to the max, og alt det der, men det er mit overskud og liv generelt bare ik til. Jeg ville da ved Gud gerne rejse jorden rundt med en rygsæk eller lave en masse musik, sælge hus og biler og møbler osv og bare leve af kokosmælk på en strand i de varme lande og være økonomisk fri. Men det har jeg ikke mulighed for. Både af økonomiske årsager men også fordi jeg har en familie. Og minus overskud og energi. Og så er der ikke plads til drømme i min hjerne. Jo jeg drømmer om at få pudset vinduer, for det skal jeg i den grad lade op til. Jeg drømmer også om at få vasket gulvet i vores køkken fordi der efterhånenden er lidt form mange og lidt for store pletter.

Men det de enes store drømme om alt fra karriere til rejser og fremtidsplaner, det har jeg bare ik plads til i min overfyldte hjerne.. og hvad er man hvis man ikke har drømme…

Jeg har heller ik så meget tro på mig selv mere. Jeg har dælme svært ved at se hvad jeg kan. Jeg får hele tiden spørgsmålet “hvad vil du nu?” Jeg ved det ikke. Jeg kan ik rigtig noget.. jeg ku snakke med passagerer, jeg havde okay styr på billetter og jeg ku yde en service. Men det skal jeg ikke mere, så nu ved jeg ingenting. Jeg havde ikke andre planer end min hverdag med min billettang til den dag jeg (måske) sku gå hjem. De planer er der ikke mere, så nu ved jeg ingenting. Og det hjælper ikke at kommunefolk osv blir ved at spørge, uanset hvor meget jeg tænker, og jeg har VIRKELIG tænkt meget, så kommer der intet frem hvor jeg tænker “dét vil jeg gerne!”.. Igen, hvad er man når drømmene er forsvundet..

der er alle tankerne om fremtiden, om min krop som bare blir svagere og svagere med smerte og jeg ved ikke hvad. Om kontroller og svar og ensomheden, Åhh ja ensomheden som æder mig op og får mig til at tvivle på om jeg nogensinde har sat spor i nogen. Er der nogen der mindes mig.. Det lyder sgu lidt pladder sentimitalt, men den ensomhed… aldrig har jeg været så ensom..

og så er der alt det som er for personligt og for skammeligt at fortælle om…

Lidt om syg mini og kontrolsvar

Fredag.. en virkelig mærkelig en af slagsen og samtidig den bedste længe.

img_6215

Pusle blev syg i går aftes med feber, så hun har sovet hos os i nat hvilket har resulteret i at jeg ik har fået meget søvn. Hun har selvfølgelig været hjemme fra vuggestue, normalt betyder det intet da både Danni og jeg er hjemme i løbet af dagen, men i dag passede det virkelig dårligt. I dag skulle jeg nemlig have svar på min seneste kontrol via telefonen.

I brevet jeg fik for læææænge siden, stod der at lægen fra riget ville ringe kl 10. Så da jeg havde afleveret de 2 store, smed jeg mig ind i vores seng med pusle og tegnefilm og ventede. Og ventede og ventede.. klokken blev 10 og 11 og 12… Mit indre var ved at vende vrangen ud på sig selv af nervøsitet og det blev bare ik bedre af at der ingenting skete. Jeg turde ikke køre nogen steder da jeg ikke ville risikere at de ringede mens jeg stod i Brugsen eller i børnehaven, og jeg havde simpelthen ik ro til at lave noget husligt eller andet. Så hele dagen har jeg ligget eller siddet i vores seng og set tegnefilm med en febersyg lille dame på skødet.

Da klokken blev ca kvart i et ringede jeg ind til ortopæd kirurgisk ambulatorium for at høre om de havde glemt mig. Jeg har selvfølgelig forståelse for at der kan være forsinkelser, men sidste gang jeg sku ha svar over telefonen havde de skrevet et tidsinterval, hvor de denne gang havde skrevet et specifikt tidspunkt. Det er nerverpirrende og ubehageligt nok at skulle have besked over telefonen frem for personligt, så al den der ventetid var uudholdelig.

Det viste sig at tiden kun var skrevet fordi “det skulle de”. Så jeg måtte bare vente…

og 3 kvarter efter var der bid. En sød læge ringede mig op og fortalte at alting så fint ud. Yay!! Hun fortalte tilmed at væskeansamlingen, som har været i mit ben siden jeg blev opereret, faktisk er blevet en smule mindre.

Nu går der 3 mdr før jeg skal ind igen og denne gang blir det også en klinisk kontrol, hvilket vil sige jeg skal ind til en læge som også skal kigge og føle på mit ben, det er meget meget længe siden det er sket. Så det ser jeg frem til, med en lille forhåbning om at de kan gør noget ved flexibiliteten i mit knæ. Kryds lige fingre for det.

Så alt i alt en sær dag med en skøn afslutning! Lettelse.dk og Pusle er ved at være på toppen igen. Eftermiddag med legekammerater,  trampolinhop, Bella der har øvet sig i at cykle, disneysjov, fredagsslik og x-Factor.

Kærlighed og god weekend❤❤

Lidt om praktik og lidt update

img_5814

Ohhmy. Nu gik der igen 100 år og en sommer før jeg fik skrevet herinde. Det er ren og skær manglende overskud der er årsagen. Jeg synes livet er svært og jeg har mange kriser over min situation, fremtid og helbred. Alting er så usikkert. Jeg håber det hele vender, en gang..

Men lidt godt er der da. Jeg er startet i praktik i forbindelse med jobafklaring. Jeg har selv fundet stedet via et opslag jeg lavede på Fb, da kommunen, for at sige det mildt, ikke ku få fingeren ud. I februar havde jeg været i jobafklaring i et år hvor INTET, absolut intet var sket. Så jeg tog sagen i egen hånd og lavede som skrevet et opslag på Fb. Det gav pote og nu er jeg i praktik hos en meget sød kvinde der hedder Mette. Hun har et firma der hedder Ruberno Classics, hvor hun opkøber, istandsætter og videresælger retro møbler, interiør osv. Det er super spændende og hyggeligt og jeg får prøvet nogle helt andre ting end hvad jeg før har lavet. Og det er jo netop dét, der er meningen.

Jeg har kun været der få gange og her i starten er det meget stille og roligt med 2 timer, 2 gange om ugen hvilket jeg så langsomt skal øge. Jeg kan allerede mærke at det er meget langt tid siden jeg har været i gang og jeg skal passe på at jeg ikke tror at jeg kan mere, end jeg egentlig kan. Men jeg glæder mig til at mit sind og min krop har vænnet sig lidt mere til at arbejde igen, for, er du vimmer, hvor jeg savner det. Bare det at snakke med andre voksne mennesker, det mangler jeg så meget! Jeg er blevet så elendig til at begå mig socialt. Mig, der altid har været mega åben og udadvendt.

Det eneste minus ved det er, at det kun er begyndelsen på mit forløb og jeg frygter for hvor lang tid det kommer til at tage. Man hører alle de her skrækhistorier om sådanne forløb, hvilket også var grunden til at jeg kæmpede med næb og kløer for ikke at komme ind i den box. Men nu er jeg her og så må jeg bare prøve at se meningen med det. Det er svært, men jeg prøver.

nåeh ja, så er der også det minus, at Mette har SÅ mange fede ting, at jeg blir forelsket hver gang jeg blir præsenteret for nye varer. I dag har jeg pudset de fineste champagneglas i sølv og messing. De er simpelthen så smukke og tager mig direkte til riddertiden og de smukke sølvkrus man altid ser de drikker af på film.  Jeg var meget tæt på at tage dem alle med hjem. Det er godt at vi ikke har nogen penge, for så havde jeg brugt dem alle hos Ruberno Classics.

img_6191

De fine glas, før og efter en oppudsning. Så smukke! 

I morgen skal jeg til møde med min nye jobafklaringskonsulent, som de så fint kalder det, vi ku også bare kalde det for en sagsbehandler, men nej nej. Det er jeg temmelig spændt på og lidt nervøs for. Jeg magter ik hvis jeg skal til at kæmpe… positiv positiv positiv!!

Fredag får jeg svar på min kontrolscanning, som jeg var inde og få lavet i sidste uge. Endnu mere nervepirrende!!

så her går det som det plejer, op og ned. Lidt for meget med i øjeblikket, men mon ik det vender snart..

Jeg skylder vidst noget..

Jeg er rask.

Det har været en vild rutchebane tur siden jeg fik svar på mine prøver i december. Derfor har jeg ikke fået opdateret her på bloggen, hvilket jeg har voldsom dårlig samvittighed over. Men det har været noget af en følelsesmæssig tur i hele registret og jeg har bare ik haft overskud til at skrive her. Så nu kommer der en lille Update…

D. 13 dec fik jeg taget en biopsi da lægerne på riget, ved en kontrol, mente at de måske havde fundet noget i mit ben som kunne være noget der ikke skulle være der. Det var SINDSSYGT smertefuldt og psykisk hårdt. Jeg tror hele riget kunne høre mig da de skulle lægge bedøvelse, det gjorde SÅ ondt. De skulle stikke lige direkte ned i det gamle ar og ikke nok med det, så er min hud og væv på låret, stenhårdt efter operation og 33 strålebehandlinger, lægen blev faktisk lidt overrasket over hvor sejt området var. Heldigvis fik de bedøvet mig ordentligt efter et par stik, så jeg mærkede ikke noget til selve biopsien. Dog var jeg virkelig øm og blå i lang tid efter, jeg tror der gik 3 uger før jeg ikke kunne mærke eller se noget.

Meningen var så at jeg skulle gå helt til d. 27 dec før jeg fik svar, jeg havde sat mig op til at det ville blive en dæmpet jul når nu jeg skulle tumle med tanker og nervøsitet, men allerede d. 16 dec ringede min tlf. Det var en læge fra riget som kunne overbringe mig den fantastiske nyhed, at der intet var at se i prøverne. Det var SÅ overvældende og selvfølgelig fantastisk! Og syret! Syret fordi jeg var herhjemme, Danni var her heldigvis, men det var virkelig vildt at ha gået og sat sig selv fuldstændig op til at være syg og med stor sandsynlighed skulle igennem en masse behandlinger og så fra det ene øjeblik til det andet, så er alt bare normalt. Ingen sygdom, ingen behandling. Og så at være herhjemme og bare skulle videre med dagen ovne på sådan en besked, det var syret.

Jeg synes faktisk det var ret svært. Min hjerne var bange længe efter. Inden jeg fik svaret, var jeg fuldstændig overbevist om at jeg var syg. Jeg havde den værste følelse i maven, hele min krop var sat op til at jeg var syg. Så jeg skulle vænne mig til, at jeg var rask, at der ikke var noget at være nervøs for eller bange for og det tog altså lidt tid.

Nervøsiteten er der stadig, men det tror jeg den vil være til den dag jeg ikke er her mere, sådan er det vidst bare når man har haft kræften i sig.

Fuck

jeg har virkelig grublet længe over om jeg skulle skrive det her indlæg. På den ene side har jeg virkelig brug for det, men på den anden side har jeg absolut ikke lyst til det.

For omkring 14 dage siden var jeg til kontrol, som jeg efterhånden har været en del gange. Jeg blev MR-scannet og CT-scannet i mave, lunger og benet. Jeg har været sindssygt nervøs og bange denne gang, men har prøvet at berolige mig selv, ikke mindst af hensyn til pigerne.

I tirsdags fik jeg svar… “vi har ikke fundet noget i maven eller lungerne…. men vi har måske fundet noget i benet…….”

fuck……

Pga implementeringen af den nye sundhedsplatform fik jeg svaret telefonisk. Jeg synes i forvejen at det var meget ubehageligt og det gjorde det bestemt ikke bedre når der nu faktisk ikke var særlig godt nyt.

Lægen jeg snakkede med understregede at de ikke var sikre på at det er noget, men at jeg selvfølgelig skal undersøges hurtigst muligt. Allerede på tirsdag skal jeg ind på riget og ha foretaget en ultralydsvejledt biopsi og først d. 27 dec. får jeg svar. Det blir en meget lang og mærkelig jul.

Mit indre er ved at vende vrangen ud på sig selv af frygt, afmagt og nervøsitet. Jeg er simpelhen rædselsslagen. Fuck… Det må bare ikke være vendt tilbage..

Jeg vil helst ikke male fanden på væggen, men jeg blir nødt til at forberede mig på det værste. Som skrevet først i indlægget, har jeg virkelig været i tvivl om jeg sku fortælle om det, men lige nu har jeg bare brug for at få tankerne ud af mit hoved!!

Jeg er pisse nervøs for Danni hvis vi skal igennem en omgang mere. Jeg er bange for hvordan vi skal klare os igennem, hvordan Danni skal overkomme det hele. Dog trøster jeg mig med at vi er tættere på min familie i forhold til at få vores hverdag til at fungere..

Pludselig er det blevet til at julen bare skal overståes, 2016 skal faktisk bare overståes…

mit hoved er overfyldt med tanker, det flyder snart over…

Fuck…

 

…hellere senfølgevirkninger og livet. Eller…

img_5290

Når jeg møder folk og skal forklare omkring mit sygdomsforløb og specielt når jeg fortæller om de følgevirkninger sygdom og behandling har haft på mit liv, møder jeg stort set altid sætningen “men heldigvis er du i live/men heldigvis har du livet/hellere livet end…”.

….men hvad er det for et liv?

Selvfølgelig er jeg lykkelig for at jeg får lov til at opleve mine børn vokse op og selvfølgelig er jeg taknemlig for at jeg er her endnu, men alt er forandret, og ikke til det bedre.

Jeg har fået et handicap pga kræften og behandlingen for den, jeg har mistet mit job og er nu virvlet ind i et system jeg har gjort alt for ikke at komme i, jeg skal pludselig tage en masse hensyn og fravælge ting fordi jeg ikke har kræfter og styrke til det længere. Bare en simpel ting som at shoppe tøj til mine børn skal planlægges og vurderes i forhold til hvordan morgendagen kommer til at se ud. Jeg tør knap nok fortælle om min dag til nogen, hverken her, på Instagram, Facebook eller til mine venner, af frygt for at kommunen hører/læser det og får det vendt til noget der kan skade min sag. For det er desværre en erfaring jeg er blevet rigere i dette forløb, alt hvad du siger og gør kan vendes mod dig, på trods af at man har rent mel i posen.

Alt handler om tal og penge. Jeg synes det er frygteligt at man oven i så alvorlig en sygdom som kræft, også skal kæmpe med næb og klør for at komme bare en smule helskindet igennem. Jeg har absolut mødt nul forståelse for min situation og det jeg har været igennem. Og stadig er i. Jeg går med en følelse af at jeg selv er skyld i min situation og jeg er ved at blive skør i hovedet af at spekulere over om jeg ku ha gjort noget anerledes, så jeg ikke havde fået kræft og i det mindste ikke havde fået et handicap af det. Ingen skal være i tvivl om at jeg hellere arbejdede 100 timer om ugen end at sidde hvor jeg gør nu, men jeg kan ikke arbejde på samme vilkår som andre mere og jeg mister mere og mere troen på at der er et job for mig i sidste ende. Og jeg er ikke en gang, i gang med jobafklaring endnu..

Og så er der alt det sociale som koncerter, forlystelsesparker, byture, bio og andre arrangementer. Alt skal vurderes og planlægges. Til juni er der aerosmith koncert i Kbh. Jeg vil sindssygt gerne med, men jeg ved ik om jeg kan holde til det. Heller ikke selvom man kan få siddepladser, for hvor meget benplads er der, er det sæder jeg kan holde ud at sidde i længere tid ad gangen og er der trapper.                                                                  Jeg vil være spontan igen og kunne danse natten lang uden at skulle bøde for det i flere dage efter med smerter i lår, hofter, fødder og ryg. Jeg vil ha mit smilende, glade, tossede jeg igen. Jeg hader at være forandret uden selv at have valgt det. Jeg vil kunne løbe med mine børn og spille fodbold med dem, jeg vil ha mulighed for at vise dem hvordan man slår kolbøtter og vejrmøller og jeg vil kunne køre i rutchebane i Tivoli med dem. Jeg vil kunne gå lange ture med min mand…

Jeg vil ikke at det påvirker hele min familie som det gør… Og jeg spekulerer tit på hvordan jeg kan og har kunne skåne dem, med alle de ubehagelige tanker der hører med..

men jeg er taknemlig for at min familie, venner, veninder og min mand og mine børn har mig endnu og at jeg får lov at se pigerne blive større, klogere, sjovere, smukkere, mere selvstændige, elskelige, sjove, tossede og dygtige.

Dét er jeg taknemlig for og det lever jeg af pt.

Jobafklaring.. gisp!

Nu er det alvor.

img_5078

Jeg skal i jobafklaring. Efter 6-7 opkald til kommunen, har jeg endelig fået hul igennem og haft møde med min “jobafklaringskonsulent” som det så fint hedder. Jobafklaring, det er det der skal ske nu. Jeg er skræmt, nervøs, spændt og lidt bange. Jeg har aldrig været i kommunens systemer, og jeg har aldrig været arbejdsløs, så jeg aner ik hvad det er jeg går ind til.

Jeg frygter det rigtig meget, jeg kender kun til det fra folk jeg kender og medierne og det er måske ik de mest positive ting jeg har hørt. Men nu skal jeg til at opleve det på egen krop og det er jeg altså ikke helt fan af. Jeg kæmpede ellers en brag kamp for at beholde mit gamle job, for netop ikke at komme ind under kommunen. Men det er nu en gang sådan det er, så jeg må prøve at få det bedste ud af det.

Til at starte med, skal jeg ha fundet ud af hvad filan jeg har lyst til at prøve kræfter med. Det er eddermugme svært! Jeg troede at jeg sku være i mit gamle firma resten af livet og har ikke skænket en tanke hvad jeg ellers kunne. Jeg har ikke nogen uddannelse og vi har bestemt ikke råd til at jeg skal på SU. Med nyindkøbt hus og bil, så er udgifterne liiidt for høje til det.

Jeg er ikke afvisende over for uddannelse, det går bare ik med SU.

Jeg skal til møde igen først i november og der skal jeg lissom ha fundet ud af lidt om hvad jeg godt kunne tænke mig. Men jeg synes det er MEGET svært..

Nu er rigtig alvor, men jeg glæder mig til at få noget at lave, nu har jeg gået hjemme i over 2 år. Det er ikke sjovt mere.. jeg trænger til at snakke med andre voksne mennesker og opleve noget nyt!

Det ka jeg godt mærke!