1 år…

Wauw

Så skulle der gå et helt år før jeg igen fik åbnet bloggen op og skriblet noget ned. Men sikke et år!! Der er sket helt vanvittigt meget. Jeg tænker lige at give en update, men der er sket så meget, at det bliver over 2-3 indlæg. Jeg skal dog prøve at gøre det nogenlunde kort.

Jeg kan se, at sidst jeg har skrevet, var i dec. 17. Kort før jeg, efter planen, skulle have været opereret. Det skete så bare ikke. Lægen aflyste nogle dage før, da han ikke ville være på hospitalet julen over og derfor ikke mente det var optimalt at jeg var indlagt. Han ville gerne selv være der og overvåge og følge mig, han stolede ikke på at de øvrige læger, sygeplejersker og fysser ville vide hvordan de skulle behandle min “tilstand” efterfølgende. Så operationen blev udsat, den nye tid blev d. 11 januar, lige på Pusles fødselsdag. Men der var jeg så, så uheldig at brække lilletåen og derfor blev der endnu en gang udsættelse.

Den endelige dato blev d. 26 marts. Den hurtige læser vil bemærke at det var lige op til påske. Derfor ringede jeg til lægen for at høre om vi endnu en gang skulle udsætte. Han havde jo sagt at han ikke var der i helligdagene over julen, så jeg ville sikre mig at jeg ikke blev indlagt hvis han heller ikke var der hen over påsken.

Dog mente lægen ikke at der var grund til at udsætte endnu en gang.

Jeg var rolig ved hans beslutning og da dagen kom, var jeg nervøs, men følte mig i gode hænder.

Jeg blev opereret og efterfølgende kom lægen op for at tale med mig. Han fortalte at alt var gået efter planen, og allerede der kunne jeg bøje benet ca 70 grader mod de 20-30 grader før OP. Men…

Da lægen havde snakket færdig sagde han så noget i stil med “ja så ses vi på næste mandag, jeg har ferie nu!“! What!?!

Gudhjælpemig om ikke manden havde ferie i påsken. Hvorfor i alverden skulle vi så aflyse i julen og helt hen i påsken når nu han heller ikke var der, der.

Nå, men jeg måtte jo bare stole på at personalet omkring mig vidste hvad de gjorde. Det gjorde de så bare ikke…

Jeg lå med rygmarvsbedøvelse ud i begge ben, venstre ben helt bundet ind og spændt op i en 70 grader stilling, drop og slanger. Allerede dagen efter begyndte jeg at få smerte i mit underben og ud i foden, på trods af at jeg jo var fuldstændig bedøvet, plus det var i låret jeg var opereret. Lægerne havde svært ved at smertedække mig og jeg tror samtlige læger var inde hos mig i løbet af de næste 4 dage. De anede ikke hvad de skulle gøre med mig. Ingen vidste hvad næste skridt var, hvornår jeg skulle have forbindingen af, hvornår jeg måtte komme ud af sengen osv. Men jeg kunne mærke at noget var galt.

Fredag kommer der nogle læger ind til mig og beslutter at nu skal den forbinding af, for at se hvordan benet så ud indenunder. En sårsygeplejerske, som havde været meget over mig og. gjort alt hvad hun kunne, var også med inde over. Da de tog forbindingen af, kom der er forfærdeligt syn frem. Over alt på benet, havde jeg KÆMPE store vabler, på størrelse med en halv tennisbold. Den ene bristede lige som de tog forbindingen af, det var absolut ikke et rart syn.

Første del af min lille føljeton, slutter her. Mega tarveligt sted, but life’s not always fair. Fortsættelse følger….

Endnu en kontrol og lidt om nåle…


b7c041ed-f96d-4408-a25a-d4ae838f1915

Oven i alle tankerne om operation og frustrationer over at den er rykket, fik jeg da lige en indkaldelse til kontrol oven i hatten. Feeedt…

Så det var jeg afsted til i fredags. Mine arme er jo sådan konstrueret at mine blodårer er nærmest ikke eksisterende og derfor bliver jeg ultralydsscannet for at de overhoved kan finde åre at stikke i. I fredags kunne de for første gang i laaaaang tid nøjes med at stikke én gang!! Shit en lettelse!

Jeg har aldrig været bange for nåle, måske fordi jeg aldrig er blevet stukket før jeg blev gravid med Bella, udover vaccinationer da jeg var barn. Og jeg er som sådan heller ikke bange nu, men jeg kan sagtens mærke at det absolut ikke er noget jeg glæder mig til mere. Ik at jeg nogensinde har glædet mig, men det har ikke været noget jeg var påvirket af. Da jeg først blev syg rørte det mig overhoved ikke, det var ikke noget jeg tænkte over. Nu blir jeg nervøs og får koldsved inden jeg blir kaldt ind i anæstesien. Det er dog meget nemmere at acceptere efter jeg har fået lavet en aftale om at jeg møder et par timer inden scanningerne og blir ultralydsscannet. Så ved jeg da at det ikke er nødvendigt at blive stukket 8 gange, som jeg én gang har været ude for.

De sidste par gange er nålen blevet lagt lige over albueledet da det har været der de har haft størst succes, men Anæstesi-sygeplejersken igår var så rar at han lagde den lige under albueledet så jeg ku bruge armen, hvilket virkelig fungerede godt. Eneste minus var at kontrastvæsken til CT-scanningen faktisk gjorde ondt at få ind der. Oooog så er jeg blevet temmelig blå/gul/lilla på armen, men udover det og lidt ømhed gik det virkelig godt.

ddd6d614-ae54-4096-91ec-5ebec462b19c

Jeg ved ik om det er fordi jeg har mange ting i hovedet mht operationen eller om jeg efterhånden “ er blevet vant til” det der med kontrol, men jeg var slet ik så nervøs og påvirket som jeg plejer. Jeg havde slet ik den der klump i maven eller trykken for brystet. Det gik let og ligetil i fredags. Virkelig rart for en gangs skyld.

Til gengæld kan jeg godt mærke at d. 13 dec nærmer sig og at jeg skal starte forfra med nervøsitet, forberedelse osv. Men på den anden side, tør jeg næsten ikke forberede mig for meget, hverken mentalt eller rent praktisk. Hvilket jo egentlig ikke er så smart da der kun er 16 dage tilbage. Jeg er bare, for st være ærlig, hunde nervøs for at de udsætter den igen. Men jeg ved også at jeg bliver nødt til at lade være med at tænke på det, for jeg kan ikke bruge det til noget.

Det skal nok gå og jeg er sikker på at det er ventetiden værd. ❤️

Og glædelig jul!!! Vi juler nemlig til den store guldmedalje. Vi har allerede pyntet op, hørt alle julesange der findes 100 gange og været til 2 julearrangementer. Jeg har nemlig en plan om, at når vi når d. 13 dec, skal jeg være ved at kaste op af jul, så det ikke betyder noget at jeg er indlagt halvdelen af december. Fnis..

For fanden…

Jeg har gået og forberedt det her indlæg inde i mit hoved i lang tid. Det skulle handle om at der kun var under en uge til operationen d. 15 nov, om tankerne der følger med, nervøsiteten, angsten, planlægningen osv osv. Men det kommer det så ikke til at handle om i denne omgang, for i tirsdags fik jeg brev i eboks fra riget om at de har udsat operationen. For fanden… 13 dec, er den nye dato og der er eddermugme lige pludselig virkelig lang tid til december.

Noget med at operatøren ikke er der den dag jeg skulle opereres. Hvad end en operatør så er. Og i og med at det er specialister der skal operere, så kan man ikke bare vælge og vrage i datoer.

16e5f4bc-6572-47c5-adf8-6881405649b2

Alle vores meget nøje overvejede planer er blevet revet totalt fra hinanden. Danni har taget en masse fri som han nu skal forsøge at få rykket, min mor skal rykke planer, vi skal reorganisere julen og pigerne skal forberedes på ny. Og ikke mindst skal jeg selv til at omrokere tanker og planer i mit hoved.

Jeg har ikke helt opfattet at det faktisk ikke er på onsdag alligevel. Jeg er stadig i fuld beredskab i hjernen og kroppen og nervøs, og jeg bliver ved med at småstresse over de ting jeg bare SKAL nå inden på onsdag. Selvom det nu er totalt unødvendigt.

og så er der julen! For i og med at det er rykket til d 13 dec, og det faktum at jeg skal være indlagt i 14 dage, så kommer jeg til at tilbringe julen på hospitalet. Dét er sur mås.. jeg skal nok klare den og har lidt den indstilling at jeg hellere vil have den operation overstået, men pigerne.. hold op jeg synes det er hårdt! Det er bare ikke sjovt at deres jul skal påvirkes af det. Jeg tror vi kommer til at gøre det sådan at de gæster der skulle komme, kommer og så besøger de mig på hospitalet i løbet af dagen, så tager de hjem og holder en fantastisk jul med alt hvad der hører til så pigernes jul bliver mindst muligt påvirket af at jeg er indlagt.

Heldigvis er der nogle postive ting ved at det er udskudt. Jeg kan blandt andet besøge min søde veninde der lige har fået kejsersnit, nå til fødselsdag hos nogle gode venners børn og nå med til min fætters 30 års fødselsdag d. 17. Jeg kan nå at være med til at pynte op til jul og nå at komme i bund med vasketøjet.

Men uanset hvor positivt jeg prøver at være, så ér det bare ikke fedt og slet ikke fordi jeg først har fået det at vide en uge før. Men jeg kan ikke gøre noget ved det, jeg vil så gerne have den operation, og nu har jeg ventet i flere måneder, så mon ikke jeg overlever at vente en mere..

Om operation og fødselsdag

Om 27 dage og ca 8 timer er jeg, lige nu, formodentlig i gang med at skifte til hospitalstøj og formodentlig temmelig nervøs.

Da jeg blev opereret sidste gang, i juli 2015, var det allerførste gang jeg var indlagt, allerførste gang jeg skulle opereres, allerførste gang jeg skulle i narkose, og selvom det var akut og jeg kun havde 2 dage til at forberede mig, så er jeg faktisk mere nervøs denne gang. Nu ved jeg ligesom hvad jeg går ind til og hvor mega ubehageligt det er, hvor mange uudholdelige smerter der følger med og hvor lang og sindssygt sej en kamp der venter. Oven i hatten ligger der denne gang også den usikkerhed der følger med når man ikke har et fast arbejde og i min situation, ingen ide om hvad fremtiden bringer.

Det fylder selvsagt virkelig meget og jeg skal virkelig passe på ikke at forsvinde fuldstændig ind i min egen verden i øjeblikket.

Heldigvis sker der en masse ting som forhåbentlig kan hjælpe mig med at holde fokus. Blandt andet har min søde, seje, sjove, dejlige, dygtige Alberte fødselsdag i morgen. 6 år. Hold.nu.op det er vildt! Jeg bliver lige overrasket hver gang en af pigerne bliver et år ældre, det er lige som om min hjerne ik rigtig har opfattet at tiden faktisk går og alting ændrer sig hele tiden.

Nå men dagen skal fejres med installering af ny seng på hendes værelse, græskarudsmykning og aftensmad på Bones, efter den lille dames ønske. Det blir Great. ❤️ Jeg suger de her øjeblikke til mig, så der er godt fyldt op af gode oplevelser og glæde med den lille familie, til når jeg skal indlægges. Det er der i den grad brug for…

Lidt om gamle kollegaer..

Det er ingen hemmelighed at jeg igennem og efter mit forløb, har været virkelig ensom. Det har været ekstremt hårdt og virkelig trist.

Og det er ikke blevet mindre efter jeg mistede mit job, specielt fordi Danni jo stadig er ansat i firmaet. Jeg savner mit arbejde, ikke så meget selve firmaet og bestemt ikke ledelsen, men selve arbejdet, kontakten med kunderne og helt ekstremt kollegaerne! Jeg havde de bedste kollegaer i verden.

Det er sådan, at når man arbejder der, så bliver ens kollegaer, ens omgangskreds. Så nu hvor jeg ikke længere er ansat, så føler jeg at jeg er blevet fyret fra min vennekreds. Jeg ved at der stadig er en masse mennesker derinde der holder af mig og tænker på mig og jeg ved at de sender hilsner med hjem med Danni, men jeg ser dem ikke hver dag længere og jeg er ikke med i snakken og jeg er sindssygt ræd for at blive glemt.

Det slog mig, at det er sådan jeg har det, da Danni var til sommerfest med en masse kollegaer forleden. Hold fast, hvor var det hårdt at vide af han skulle ind og hygge og feste med så mange dejlige mennesker og jeg bare skulle sidde herhjemme. Jeg er ellers ikke jaloux anlagt, men lige med det her får jeg simpelthen så ondt i maven. Det er en gruppe af mennesker jeg holder helt utroligt meget af, hvor jeg nu føler mig totalt uden for den gruppe, uden at der er nogen der holder mig uden for. Sådan er det jo bare når man ikke længere er ansat.

Jeg tror aldrig at jeg finder et job igen, med så gode kollegaer. Det er helt unikt.. til gengæld glæder jeg mig til at få bare en eller anden form for kollegaer eller kontakt med andre voksne igen. Shit hvor blir man sær af at gå hjemme..