Jobafklaring.. gisp!

Nu er det alvor.

Jeg skal i jobafklaring. Efter 6-7 opkald til kommunen, har jeg endelig fået hul igennem og haft møde med min “jobafklaringskonsulent” som det så fint hedder. Jobafklaring, det er det der skal ske nu. Jeg er skræmt, nervøs, spændt og lidt bange. Jeg har aldrig været i kommunens systemer, og jeg har aldrig været arbejdsløs, så jeg aner ik hvad det er jeg går ind til.

Jeg frygter det rigtig meget, jeg kender kun til det fra folk jeg kender og medierne og det er måske ik de mest positive ting jeg har hørt. Men nu skal jeg til at opleve det på egen krop og det er jeg altså ikke helt fan af. Jeg kæmpede ellers en brag kamp for at beholde mit gamle job, for netop ikke at komme ind under kommunen. Men det er nu en gang sådan det er, så jeg må prøve at få det bedste ud af det.

Til at starte med, skal jeg ha fundet ud af hvad filan jeg har lyst til at prøve kræfter med. Det er eddermugme svært! Jeg troede at jeg sku være i mit gamle firma resten af livet og har ikke skænket en tanke hvad jeg ellers kunne. Jeg har ikke nogen uddannelse og vi har bestemt ikke råd til at jeg skal på SU. Med nyindkøbt hus og bil, så er udgifterne liiidt for høje til det.

Jeg er ikke afvisende over for uddannelse, det går bare ik med SU.

Jeg skal til møde igen først i november og der skal jeg lissom ha fundet ud af lidt om hvad jeg godt kunne tænke mig. Men jeg synes det er MEGET svært..

Nu er rigtig alvor, men jeg glæder mig til at få noget at lave, nu har jeg gået hjemme i over 2 år. Det er ikke sjovt mere.. jeg trænger til at snakke med andre voksne mennesker og opleve noget nyt!

Det ka jeg godt mærke!