Jobafklaring.. gisp!

…hellere senfølgevirkninger og livet. Eller…

img_5290

Når jeg møder folk og skal forklare omkring mit sygdomsforløb og specielt når jeg fortæller om de følgevirkninger sygdom og behandling har haft på mit liv, møder jeg stort set altid sætningen “men heldigvis er du i live/men heldigvis har du livet/hellere livet end…”.

….men hvad er det for et liv?

Selvfølgelig er jeg lykkelig for at jeg får lov til at opleve mine børn vokse op og selvfølgelig er jeg taknemlig for at jeg er her endnu, men alt er forandret, og ikke til det bedre.

Jeg har fået et handicap pga kræften og behandlingen for den, jeg har mistet mit job og er nu virvlet ind i et system jeg har gjort alt for ikke at komme i, jeg skal pludselig tage en masse hensyn og fravælge ting fordi jeg ikke har kræfter og styrke til det længere. Bare en simpel ting som at shoppe tøj til mine børn skal planlægges og vurderes i forhold til hvordan morgendagen kommer til at se ud. Jeg tør knap nok fortælle om min dag til nogen, hverken her, på Instagram, Facebook eller til mine venner, af frygt for at kommunen hører/læser det og får det vendt til noget der kan skade min sag. For det er desværre en erfaring jeg er blevet rigere i dette forløb, alt hvad du siger og gør kan vendes mod dig, på trods af at man har rent mel i posen.

Alt handler om tal og penge. Jeg synes det er frygteligt at man oven i så alvorlig en sygdom som kræft, også skal kæmpe med næb og klør for at komme bare en smule helskindet igennem. Jeg har absolut mødt nul forståelse for min situation og det jeg har været igennem. Og stadig er i. Jeg går med en følelse af at jeg selv er skyld i min situation og jeg er ved at blive skør i hovedet af at spekulere over om jeg ku ha gjort noget anerledes, så jeg ikke havde fået kræft og i det mindste ikke havde fået et handicap af det. Ingen skal være i tvivl om at jeg hellere arbejdede 100 timer om ugen end at sidde hvor jeg gør nu, men jeg kan ikke arbejde på samme vilkår som andre mere og jeg mister mere og mere troen på at der er et job for mig i sidste ende. Og jeg er ikke en gang, i gang med jobafklaring endnu..

Og så er der alt det sociale som koncerter, forlystelsesparker, byture, bio og andre arrangementer. Alt skal vurderes og planlægges. Til juni er der aerosmith koncert i Kbh. Jeg vil sindssygt gerne med, men jeg ved ik om jeg kan holde til det. Heller ikke selvom man kan få siddepladser, for hvor meget benplads er der, er det sæder jeg kan holde ud at sidde i længere tid ad gangen og er der trapper.                                                                  Jeg vil være spontan igen og kunne danse natten lang uden at skulle bøde for det i flere dage efter med smerter i lår, hofter, fødder og ryg. Jeg vil ha mit smilende, glade, tossede jeg igen. Jeg hader at være forandret uden selv at have valgt det. Jeg vil kunne løbe med mine børn og spille fodbold med dem, jeg vil ha mulighed for at vise dem hvordan man slår kolbøtter og vejrmøller og jeg vil kunne køre i rutchebane i Tivoli med dem. Jeg vil kunne gå lange ture med min mand…

Jeg vil ikke at det påvirker hele min familie som det gør… Og jeg spekulerer tit på hvordan jeg kan og har kunne skåne dem, med alle de ubehagelige tanker der hører med..

men jeg er taknemlig for at min familie, venner, veninder og min mand og mine børn har mig endnu og at jeg får lov at se pigerne blive større, klogere, sjovere, smukkere, mere selvstændige, elskelige, sjove, tossede og dygtige.

Dét er jeg taknemlig for og det lever jeg af pt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Jobafklaring.. gisp!