At acceptere og forberede sig…

Jeg er typen der altid er bagud i forhold til mange ting, blandt andet børnetøj! Så da der lissom kom sne og MEGET kulde stod jeg uden flyverdragt til Pusle! Vi har ikke syntes at det var nødvendigt. Hun er jo så lille endnu, at hun ikke kommer ud at lege som sådan, i vuggestuen. De har soverum dernede, hvor barnevogne og krybber står i et aflukket “skur” og så sover de i en slags sovepose, så heller ikke her har det været nødvendigt med flyverdragt. Jeg fik derfor pludselig travlt da sneen og kulden kom og vores bil samtidig gik i stykker så vi var nødsadiget til at gå over med pigerne om morgenen!

Efter jeg havde lavet mit første flyverdragte-fejlkøb på nettet, tog jeg min veninde under armen og gik i Rødovre C for at finde en dragt. Uden held. Vi måtte så til Herlev da Rødovre var ribbet for flyverdragte i str 80!

Det handlede ikke om mere end 3-4 timer, at vi var afsted, men det smadrede mig fuldstændig! Jeg var ødelagt i min krop og mit sind og jeg kunne ha’ sovet i 3 dage efter! Før i tiden kunne jeg rende rundt i diverse centre i hele dage uden at være påvirket, så det er virkelig noget jeg har svært ved at acceptere, at det også er en ting der er totalt forandret efter mit sygdomsforløb. Det der med ikke at kunne de samme ting, i samme omfang som før. Det er voldsomt uretfærdigt i mit hoved!

Det er jo en process, som jeg også har skrevet om før, men den er langsommelig og svær. Jeg vil bare gerne være mit gamle jeg, men blir det aldrig!

Generelt kan jeg ikke holde til særlig meget, men jeg glemmer det og blir derfor fuldstændig banket sammen når jeg tænker “det kan jeg sagtens klare” til en shoppetur, bytur, gåtur eller whatever. Det er SÅ svært at finde en balance.

For jeg burde jo bare sige “okay, jeg kan kun klare at være i centeret så og så meget” og så nøjes med det, men det gør jeg jo ikke, for har jeg en god dag, så føler jeg at jeg kan klare det hele som før. Det er lidt dumt.

I morgen er “dommens dag”. Det blir også en psykisk rutchebanetur. Jeg har indtil i dag, haft det overraskende godt efter mine kontrolscanninger. Jeg troede at jeg ville være meget mere påvirket end jeg har været. Det er jo min første kontrol og jeg har ikke haft nogen ide om hvordan det hele ville påvirke mig. Så jeg synes det er positivt at jeg ikke har brugt flere resurser på det, end jeg har. Jeg er så også helt 100 på pigerne har været med til at holde fokus væk fra det der” hvad nu hvis” og det har gjort tiden kortere og mere udholdelig. Sådan er det med 3 børn.

Men dagen i morgen skal bare overstås!

Jeg er dog temmelig sikker på at der nok skal komme klamme håndflader hos mig i morgen! Der går det nok først op for mig at det faktisk er “a kind of” dommens dag!

Så keep your fingers crossed for me!