Den der ensomhed igen…

Til august har Danni og jeg kendt hinanden i 10 år. Det er crazy.

Han har i den grad båret læsset efter jeg blev syg og opereret og jeg ved ik hvordan jeg sku ha klaret den uden ham. Han fik resten af min barsel da jeg blev sygemeldt, og var derfor hjemme de første 4 mdr efter operationen. Det var temmelig heldigt at vi ku gøre det på måde, for jeg var under ingen omstændigheder i stand til at tage mig af Pusle, der på daværende tidspunkt, kun var 6 mdr gammel. Vi var stærke i forvejen, af 10 år med rigtig mange udfordringer fra død i den nære familie, til retsag mod en overbo der løb fra det hele, men vi er blevet endnu stærkere og tættere oven på alt det her.

Danni har været min klippe og den jeg har ku regne med 100% i alt dette. Og det er jeg ham evigt taknemlig for. Han er den jeg græder ud hos, når min verden er sort som kul og han er den der aer mig på ryggen når jeg har brug for det.

Jeg er alene med pigerne om aftenen, fordi Danni arbejder der, så når de er lagt i seng, er jeg helt alene. Det har altid været min alenetid, men jeg nyder den ikke mere.

Dannis arbejdsaftener, er blevet lig med ensomhed, tid til tanker… Det hårdt, alle de dumme tanker myldrer frem og jeg føler mig Palle alene i verden.

For som jeg har skrevet før, så er det ikke slut endnu, på trods af at kræften ikke er i min krop mere. Min kamp er kun lige begyndt og det er bare skidesvært at være alene om den. Danni gør hvad han kan og en den største støtte jeg kunne ønske mig, men der er også grænser for, hvad han kan magte. Og jeg er stadig der, hvor jeg har brug for at der er nogen der spørger til mig. Jeg kan ikke selv overskue at skulle starte samtalen og jeg vil ikke belemre folk med min lange seje kamp.

Men jeg har klaret den før og gør det igen, i hvert fald for mine piger og Dannis skyld.

Der er altid nogen der har det værre end en selv, ikke sandt..