At gå i stå..

Det er længe siden jeg har skrevet her inde sidst. Jeg gik i stå.. Alting er meget op og ned og jeg har simpelthen ikke kunne finde rum til at få skrevet ned. Jeg har prøvet, skrevet kladder, slettet igen og lukket ned. Nu er tiden til at komme i gang igen, så her er en lille status…

Det var en lang juleferie, synes jeg. Det var dejligt og hårdt på samme tid. Skønt at have tid med pigerne, men hårdt ikke at kunne slappe af og lukke ned som jeg plejer! Mit ben har været hævet og stift, fordi jeg har rendt så meget rundt. Jeg har ikke bare kunne sætte mig i sofaen og lade alt stå til, sådan fungerer det bare ik når man har børn.

Jeg har næsten ik fået trænet i ferien, jeg har simpelthen ik haft tid til det! Med 3 unger der skal sørges for og underholdes, så var det, desværre dét der blev nedprioriteret.

Men jeg var til genoptræning i mandags og heldigvis så det ikke ud til at det var gået tilbage. Vi målte ikke, men jeg har en ret god følelse, efterhånden, af om det er blevet bedre, som det plejer eller er gået tilbage.

Mit hoved er stadig ik så godt til tider. Jeg blir hurtigt stresset og mister overblik og min tålmodighed er bestemt ikke hvad den har været.

Danni har været syg siden igår, sådan virkelig! Han har sovet hele dagen, kun lige været vågen 10 min ad gangen og så lige da vi skulle hente pigerne i eftermiddags, fryser, sveder, fryser og sveder, ryster, kvalme, feber, ondt i huden og ledene og det hele! I morges afleverede jeg alle 3 piger, på gåben, alene og da jeg kom hjem, skovlede jeg lige sne og saltede! Så da jeg først fik sat mig ned, var jeg døden nær, følte jeg. Jeg overlevede, men sov lige 3 timer!

Så hverdagen herhjemme er kaos. Det fungerer ikke og jeg ved ik hvad jeg skal gør for at ændre det. Her roder, er beskidt, jeg når aldrig noget fordi kræfterne bare ik er der til det og jeg gruer for hvordan det går, når jeg ska starte på job igen.

I morgen skal jeg til møde med mit arbejde. Jeg kan slet ikke overskue det, jeg ved at de jo helst ser at jeg var startet på job igår, og selvom de ikke presser mig direkte, så føler jeg helt enormt presset! Jeg føler at jeg pylrer og snyder og er uberettiget sygemeldt. Jeg vil gerne tilbage på job, men min psyke og krop er slet ik klar til det, ikke som tingene er lige nu..

Tænk hvis man ku få lov til at blive rask og komme sig uden nogen der stod og åndede en i nakken…

Så status er at alt er crap.. Jeg forsøger på trods, at holde humøret oppe og jeg har heldigvis mødt nogle skønne mennesker igennem ungkræft, jeg værdsætter det meget højt, at have nogle der kan sætte sig ind i min situation. Det betyder alverden!