Den der ensomhed igen...

Om mental træthed og ny behandling..

Dagen i dag, var dagen hvor jeg startede i trykkammer.

Jeg har været så spændt at det halve ku være nok og i nat har jeg godt nok været vågen mange gange. Jeg har været bange, spændt og lidt utålmodig og søndagen blev brugt på at forsøge at blive mentalt klar..

Jeg startede dagen med varmtvandsbassin og træning, og så havde jeg en aftale med min Fys, som målte hvor meget jeg pt kan bøje benet. Jeg havde lidt frygtet målingen, da jeg, i hvert fald, den sidste måned har trænet alene. Men heldigvis var det ikke så slemt som jeg havde frygtet. Faktisk var det okay. 35 grader når jeg slappede af i benet, 45 når jeg selv bøjede det og 55 når fyssen hev og flåede i det. Så min mandag startede faktisk ret positivt!

Og så var det tid til min første behandling. Det foregår i kælderen under Rigshospitalet, og det er vildt i sig selv. Man kommer nærmest ned i en helt anden verden, Rigshospitalets pulsene liv med en milliard mennesker der skynder sig frem og tilbage, kontra helt ro, få mennesker og lange lange gange.

Jeg fik hospitalstøj på, der blev tilpasset en krave til mig og så fik jeg en kort gennemgang af hvad der skulle ske. Man sidder 7 patienter inde i trykkammeret. Alle har hospitalstøj og en krave hvor der blir monteret en “kuppel” på når man er nået det tryk der skal være. Trykket blir hævet langsom og det er vigtigt at man kan trykudligne ved enten st synke, gabe eller puste ud mens man holder sig for næsen, så man ikke får ondt i ørerne.

Alt gik heldigvis som det skulle under nedstigningen, ingen smerter og ingen kramper. Og så var det ellers bare at sidde og sidde i 90 min. Det skal jeg lige vænne mig til. Både dét at være i et rum under tryk, at være mange mennesker i et lille bitte rum, men også det at skulle sidde i 90 min, uden nogen der hiver i en, skriver, ringer eller prikker. Helt ro, helt lovligt! Jeg håber at jeg lærer at nyde det og se det som et frirum. 8 uger med 90 minutters frihed hver dag! En hver småbørnsforælders drøm. Under opstigningen kan det også mærkes, men det går lidt nemmere end på vej ned. Det blir tissekoldt når luften trækker sig sammen igen, og så ska man lige finde balancen når man komme op at stå igen.

Jeg var træt da jeg kom hjem, både fysisk og mentalt. Hele min krop og min hjerne har kørt på højtryk hele dagen, det har virkelig fyldt meget. Jeg var faktisk så træt, at jeg har stortudet det meste af eftermiddagen, simpelthen fordi jeg var så udkørt. Det er fuldstændig den samme træthed, som da jeg startede strålebehandling, den der med hjernen der kører så meget på højtryk, at når alt er overstået, så er man fuldstændig drænet.

I morgen tager vi en omgang mere i hvidt bomuldstøj og rumdragt, og så glæder jeg mig til, at jeg blir lidt mere rutineret i det der trykkammer show:.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den der ensomhed igen...